01 Apr
01Apr

Inspireret af disse herlige mennesker opkøber Lalandia nu vinterbadepladsen i Farre for at oprette en grøn naturforlystelsespark, der skal lokke massevis af gæster til det grønne Lalandia ude i Guds smukke natur. 

Det er ikke gået ubemærket hen, at en flok driftige entusiaster har åbnet en vinterbadeplads ved Omme Å i Farre. Artikelserien i Vores LokalAvis har været en af de mest læste overhovedet i marts måned, og den opmærksomhed det spektakulære tiltag i byen i hjertet af Jylland har kastet af sig har givet genlyd ind på direktionsgangene i Lalandia, der har lagt et ikke oplyst trecifret millionbeløb for at købe vinterbadepladsen i Farre.

Af Jim Elvis Hoff - jimehoff@gmail,com 

Vores LokalAvis

FARRE: Lokalt og kreativt initiativ kan nu vise sig at forvandle sig til en historisk millionhandel for den lille landsby Farre, der ligger mellem Aalborg og Tønder – lige i hjertet af Jylland. I sidste måned åbnede vinterbadepladsen ved Omme Å i Ågade under stor mediedækning fra områdets absolut førende lokalmedie.

Efterfølgende er folk valfartet i tætte sildestimer til det lille hyggelige sted ved Omme Å, og den opmærksomhed og popularitet, som vinterbadepladsen og stifterne ”De Kolde Laks” har kastet af sig, er noget man har lagt mærke til i flere af landets større forlystelsesparker, hvor man jo står foran den helt store sæsonåbning.

Den "grønne naturorienterede forlystelsespark"

- Hvad i alverden er det, de kan i Farre? Og kan vi lære noget af det? Dette er blot nogle af de spørgsmål, man har stillet sig på direktionsgangene i båd Legoland, Givskud Zoo og Lalandia. Sidstnævnte instans er endog fremkommet med et stort bud på at opkøbe vinterbadepladsen – dog ikke De Kolde Laks – simpelthen fordi man frygter at miste kunder i butikken, idet det står mere og mere klart, at folk foretrækker at besøge det opsigtsvækkende eventyr i Farre frem for det slidte og uddaterede koncept i Lalandia.

Det handler både om ”det grønne aspekt”, som i dag fylder mere og mere i folks bevidsthed, når de handler ind, køber bolig, vælger ferierejser – og altså også når familien skal vælge blandt landets mange forlystelsesparker.

Koster et "trecifret millionbeløb"

Vores LokalAvis er kommet i besiddelse af en mailkorrespondance mellem Lalandia og De Kolde Laks, hvoraf det fremgår, at Lalandia er klar til at overtage vinterbadepladsen pr. 1. april i år – altså allerede i dag. Købssummen ligger i kategorien ”trecifret millionbeløb”, og med i prisen følger gratis evigtgyldige billetter til Lalandia til samtlige borgere i Farre.

På sigt skulle det være hensigten, at Lalandia vil udvide det opsigtsvækkende natur/forlystelsespark-projekt helt ned til Langelund Ådal mellem Grønbjerg og Langelund, og allerede nu er der sendt brochurer ud på tysk, engelsk og hollandsk til en lang række EU-lande for at gøre opmærksom på det nye fantastiske grønne Lalandia-projekt i Farre.

Overskudsvarme fra Danpo varmer vandet op - med en duft af kylling

Danpo skulle efter sigende også være en del af projektet, idet Lalandia mener, at åens vand sagtens kan opvarmes til mere behageligt temperaturer, hvis man benytter overskudsvarmen fra den lokale fjerkræforædlingsindustri. 

Sidstnævnte strategi er naturligvis en streg i regninger både for Give Fjernvarme og de borgere i Farre, der havde set frem til at få indlagt fjernvarme. Men omvendt: Hvem kunne ikke tænke sig at kaste sig ud i bølgen grøn og lande i behageligt kropslunt vand med en skøn duft af kylling con carne med nudler?

Værsågod - 1 stk motorvejsfrakørsel

På ganske opsigtsvækkende vis er det lykkedes Lalandia at stable projektet på benene uden at skulle gennem den ellers noget knap så letbenede lokalplansproces. 

Man har simpelthen tilført den i forvejen bugnende kommunekasse et anseligt beløb, som kommunens å kan bruge på endnu mere asfalt og vejkaos i den kommunale hovedstad.

Der går da også ubekræftede, men uden tvivl løse påstande om, at Lalandia også smider en motorvejsfrakørsel ved Give Syd oven i hatten – ligesom bymidten i Farre får tilført 10 millioner kroner til forskønnelse.

Farres svar på Den Gamle By

Det nye ferieparadis i hjertet af Jylland kaster omkring 350 nye arbejdspladser af sig, og derfor er det planen, at man i Farre på privat initiativ nu vil udstykke en række nye byggegrunde. Husene bliver bygget gammeldag 1800-stil for at bevare byens autenticitet. 

Og dette svar på den gamle by i Aarhus vil garanteret også tiltrække masse af turister og andet godtfolk med penge på lommen.

Løvfrøer of laks spænder ben for projektet

Der er dog et par problemer ved det her projekt: Når laksen (ikke de kolde fra Farre) dribler op gennem Omme Å for at gyde, og når den etbenede albanske løvfrø er i parringssæson, skal projektet lukke ned. Det er et ufravigeligt krav fra Greenpeace, Naturstyrelsen og Inger Støjberg, der som bekendt er en stor fan af den føromtalte løvfrø.

Det betyder, at Lalandia er ude af business i cirka to måneder midt på sæsonen – men den hurdle tager de gerne med,fordi man regner med resten af året snildt at kunne tjene den fortabte fortjeneste ind igen. 

Og dermed er det nye Lalandiaprojekt i Farre alligevel ikke i fare.


Skål og velkommen til. Læserne ønskes hermed en rigtig god påske af Vores LokalAvis. Og hop bare i åen i Farre, hvis du får det for varmt med havearbejdet i den kommende tid. Foto: Jim Hoff

Kommentarer
* E-mailadressen vil ikke blive offentliggjort på hjemmesiden.
I BUILT MY SITE FOR FREE USING