02 Mar
02Mar

Kristoffer Larsen er tilbage i den grønne trøje efter et ophold i AC Horsens i 2022-sæsonen. Og som man ser her, er den dygtige offensivspiller kommet flyvende fra start på Gives hold i jyllandsserien. Foto: Jim Hoff

Af Jim Hoff - jimehoff@gmail.com

SERIEFODBOLD: Lørdag den 21. januar piftede cheftræner Kasper Bach-Jensen op til træningsstart for sæson 2023, hvor Give Fremad skal ud og dyste i jyllandsserie 2 efter den flotte og ganske suveræne oprykning i 2022.

Det er altid spændende at se, hvordan spillertruppen ser ud op til en ny sæson, og vanen tro var der også sket ting og sager på den front hos de grønne. Det samlede regnestykke er absolut positivt, kan vi godt afsløre allerede nu. 

For det første er den bomstærke duo topangriberen Jakob Kristensen og midtbanedynamoen Marinus Kristensen nu atter at finde i klubben, efter at de i efteråret 2022 tog ud på et friskt ungkarleeventyr down under. De to vigtige spillere er faktisk kommet hjem 2-3 måneder før beregnet, så det var noget der fik smilet frem både hos cheftræner Kasper Bach-Jensen samt den øvrige spillertrup. 

Jacob Kristensen og Marinus Kristensen er tilbage på træningsbanerne i Give Fremad efter et vaskeægte backpacker-eventyr i Australien og nærmeste omegn. En ernom forstærkning af truppen. Foto: Jim Hoff


To nye til offensiven

Dernæst er den kompetente offensivspiller Kristoffer Larsen også tilbage i den grønne kampuniform efter et års ophold i AC Horsens, hvor han også spillede som ungdomsspiller. Også en klar forstærkning af det offensive arsenal. 

- Ambitionerne er altid i top hos den vævre tekniker, og han bliver slemt skuffet, hvis ikke holdet og ham selv præsterer i kampene. Klubben får i "Kris" dermed en rigtig vinder tilbage i omklædningsrummet, understreger Kasper Bach-Jensen.

Den unge dygtige offensivspiller Victor Snoghøj er skiftet fra VBs U 19-mandskab til Give Fremad og har allerede vist lovende takter i træningskampene. 


På samme liste finder vi 19-årige Victor Snoghøj fra VB. Han har spillet ungdomsbold i følgende klubber Tørring IF, Grejs, Vinding SF og som sagt senest Vejle Boldklub. En teknisk letbenet type, der er god i udfordringerne og som også ved flere lejligheder har vist, at han kan løfte de mere defensive opgaver på holdet. 

- Victor kommer med en herlig attitude i forhold til at lytte og lære og samtidig en stor træningsparathed. Det er denne type, vi gerne samler på, lyder det anerkendende fra Kasper Bach-Jensen. 

Vemodigt men forståeligt farvel til Magnus Rasmussen

På minussiden finder vi, desværre men fuldt forståeligt i forhold til talent og ambitionsniveau, Magnus Rasmussen, der efter et "befriende" efterår som seniorspiller i Give Fremad, er headhuntet tilbage til VBs U19-mandskab. 

Magnus Rasmussen er vendt tilbage til VBs U 19 Ligahold efter et stærkt efterår i Give på serie 1-holdet. Foto: Jim Hoff

- Den altid stabile venstreback brændte banen af i en sådan grad i efteråret, at man umuligt kunne overse det indlysende talent. Man vidste godt, at den alsidige spiller, spillede på lånt tid her i Give Fremad. Særligt i kampene mod VB’s S1 mandskab var Magnus her, der og alle vegne. Han lavede flere assists og flotte mål i de interne kampe. Man forstår derfor godt, at snøren blev kastet ud efter ham, konstaterer Givetræneren med stor anerkendelse mod unge Rasmussen.

Kasper Bach-Jensen erkender, at  Magnus Rasmussens afgang er et kæmpestort tab for holdet, idet hans tal taler for sig selv.

 - Men vi skal nok finde en løsning. Vi er utrolig glade på Magnus’ vegne, hvor han nu får muligheden for at komme tilbage til VB og spille sin chance. Det er høj klasse af ham. Det er altså en sand succeshistorie for både klubben, holdet og Magnus. Måske dette kan bane vejen for, at man kan se et par elitespillere forsøge sig med seniorbold i Give, for at tage returen til en højere hylde efter en sæson eller 2. Det er nu bevist muligt, konstaterer Givetræneren. 

Cheftræner Kasper Bach-Jensen har en fin trup at arbejde med i denne sæson. Blot én spiller er væk, mens der er kommet to nye til plus to spillerer der er vendt retur fra udlandsrejse. Foto: Jim Hoff

Der er i skrivende stund spiller følgende testkampe: 

GIve JS 2 -Gauerslund serie 2: 2-1

Give JS 2 - Bredballe JS 1: 2-2

HfS JS 1 - Give JS 2: 7-1

Give JS 2 .Brande S1: 2-1

Kommentarer
* E-mailadressen vil ikke blive offentliggjort på hjemmesiden.
I BUILT MY SITE FOR FREE USING