Lars Secher, indehaver af danbolig i Give, fortæller her med flere gode eksempler hvor vigtigt det er med en god energimærkning, når man skal sælge sit hus. Foto: danbolig Give
Der kan sagtens gå bogstavsleg i den, når man som sælger skal have solgt sin bolig, eller man som køber er på boligjagt. For det er nemlig ganske relevant om den udbudte bolig er udstyret med et A,B,C,D, E, F eller G, når talen falder på energimærkning. Her har det rigtige bogstav stor betydning for salgsprisen.
Af Jim Hoff - jimehoff@gmail.com
Når en bolig sættes til salg kan den sættes ind i hele 7 forskellige klassificeringer med hensyn til energimærkning gående lige fra A, B, C, D, E, F til G. Og det bogstav, der tildeles boligens energimærkning har stor betydning for salgsprisen. Det oplyser Lars Secher, der er indehaver af danbolig i Give.
- Hvis energimærket ligger i top med energimærke A eller B, betyder det typisk et flot beløb på købsaftalen. Hvis energimærket derimod halter efter, så gør prisen det typisk også. Det viser beregninger, som Boligsiden har lavet for danbolig.
Som eksempel nævner Lars Secher, at i en landsdel som Østjylland kostede et hus på 140 kvadratmeter i gennemsnit 2.460.000 kroner i 2022. Til sammenligning er et hus med energimærke A eller B blevet solgt for 3.200.000 kroner i samme område.
-Det er altså 30 procent eller 740.000 kroner mere end gennemsnitsprisen. Men det overrasker mig bestemt ikke, at energimærket har så markant en betydning. Der gemmer sig nemlig store summer i de gode energimærker. Køberne er meget bevidste om boligernes energimærke og ikke uden grund. I en tid med stort fokus på energiudgifter er det naturligt, at køberne interesserer sig for at minimere el- og varmeregningen, pointerer Lars Secher.
42 % mindre for et F eller G-mærket hus
Energimærkningsniveauet trækker altså typisk prisen op, hvis det ser godt ud, men omvendt kan et dårligt energimærke typisk tilsvarende resultere i en lavere pris.
- Hvis boligen trænger til et løft på energiskalaen, kan det koste på salgsprisen. I Østjylland er et gennemsnitligt hus med energimærke F eller G blevet solgt for 1.420.000 kroner i 2022. Det er 42 procent mindre end et gennemsnitligt hus, hvilket svarer til en forskel i prisen på 1.040.000 kroner, forklarer Lars Secher og uddyber:
- Det er stor forskel på, om energimærket er A eller G, men prisforskellen mellem de energivenlige og energitunge boliger kan ikke alene tillægges energimærket. Oftest er det sådan, at de energivenlige boliger også er attraktive på andre parametre som vedligeholdelsesstand og planløsning.
Energimærket består rent faktuelt af to dele. Selve energimærket er baseret på, hvor meget energi boligen kræver til vand, varme og el. Den anden del er en rapport, der indeholder forbedringsforslag, som vil være hensigtsmæssige at få foretaget.
A eller G? Kæmpe forskel i pris
Det er naturligvis ikke kun i Østjylland , at energimærket har stor betydning for den endelige salgspris på huset. På landsplan bliver huse med energimærke A eller B ifølge boligøkonom i Nordea Kredit Lise Nytoft Bergmann solgt for 37 procent mere end et gennemsnitligt hus, mens et hus med energimærke F eller G handles for 30 procent mindre.
- Generelt har energimærket større gennemslagskraft på prisen i provinsen end i og omkring hovedstaden og andre store byer. Det skyldes, at beliggenheden og dermed grundprisen fylder en større del af købsprisen i de tætbefolkede områder, siger Lise Nytoft Bergmann og tilføjer, at der generelt er kommet større fokus på energiomkostninger:
- Det seneste år med høj inflation og stigende udgifter til el og varme har påvirket privatøkonomien. Derfor er køberne villige til at give lidt ekstra for et hus med et flot energimærke, da det medfører en lavere energiregning. I en tid med relativt høje energipriser bliver en bolig med et godt energimærke derfor mere attraktiv.
Team danbolig Give: Fra venstre er det Anette Knudsen, Birgitte Jæger, Lars Secher og Kristine Hede Junker. Foto: danbolig Give