02 Apr
02Apr

Den unge bagspiller Benjamin Sønderby spillede et brag af en kamp, da Give fredag aften slog Svendborg med 36-31. Han scorede 6 mål - og fortjener med sit stærke gennembrudshidsige spil nu det legendariske tilnavn "den flyvende kampvogn". Foto: Jim Hoff

Give HK’s 2. divisionsmandskab vandt sikkert med 36-31 over nedrykkede Svendborg i en kamp, der næppe vil gå over i historiebøgerne for smukt og fokuseret spil. Lidt en omgang ”skolegårdshåndbold”, men Give leverede i perioder det de skulle, og dermed blev sæsonen sluttet godt af. Og så blev der taget afsked med en række gode Give HK-folk, og det satte nok den stemningsmæssige dagsorden – også på spillet på banen. 

Af Jim Hoff - jimehoff@gmail.com 

Vores LokalAvis

HÅNDBOLD: Fredag aften tørnede Give HK’s 2. divisionshold ud for sidste gang i turneringen. Modstanderen var allered nedrykkede Svendborg, og da Give ikke havde andet end æren og hensigten om at slutte godt af foran det talstærke publikum, var det en dyst uden de store sportslige krydderier.

Vanen tro havde erhvervsklubben inviteret til spisning inden kampen, og det tilbud havde 135 gæster takket pænt ja tak til. Fornemt en sen fredag aften med X-Factorfinale og en sportslig ”ligegyldig” kamp på tapetet.

Men, der var andre forhold omkring kampen, der lokkede folk til både spisningen og kampen. For det blev en følelsesladet håndboldaften, hvor det emotionelle fyldte mere end det sportslige. Der skulle nemlig siges farvel til en række spillere og gode folk inden for den lokale håndboldkoncern.

Farvel til Bastian, Kasper, Mads, Skagen og Rasmus

På spillersiden blev der taget officiel afsked med Kasper Skov, der fortsætter karrieren i 1. divisionsklubben TM Tønder. Bastian Stræde stopper grundet arbejdspres og familieforøgelse i vente til sommer, og så stopper veteranen Mads Overgaard også efter fine år i Give. Han fortsætter dog som assistenttræner i klubben, hvilket du kan læse meget mer om i en særskilt artikel her på siden.

En der har været tre år længere i klubben end Mads, nemlig klubikonet Rasmus Mikkelsen,stopper også med sin tjans som holdleder. Den vellidt humørbombe tiltrådte i 2011, da Give spillede i 2. division, og vupti samme år som Rasmus tiltrådte, rykkede holdet op i 2. division. Den historie skal vi nok få at høre et par gange hen ad vej, smiley.

Vores LokalAvis vil lave et særskilt portræt af Rasmus Mikkelsen, hvor vi kommer ind på både det sportslige samt krydre det hele med en masse fine anekdoter fra de 11 år Rasmus har taget den vigtige tjans som holdleder.

Det blev også til et farvel til den lokale håndboldlegende, Christian ”Skagen” Pedersen. Han har været i klubben i 14 år, først som spiller med en perlerække af smukke scoringer fra højrefløjen, dernæst som spillende træner for klubbens 2. hold i 3. division. En virkelig markant og dedikeret håndboldmand – en vaskeægte kulturbærer, som vi kommer til at savne i Ikærhulen.

Klubben får dog også nye folk ind ad døren på spillerfronten, og det kigger vi også på i en særskilt artikel senere.

Ramt af fysisk og mental træthed efter hård sæson

Kampen mod de fynske lyseblå gæster blev lidt en omgang ”skolegårdshåndbold”; og det gjorde det af flere årsager. For hjemmeholdet var det en følelsesladet begivenhed med farvel til flere gode venner og medspillere samt en vellidt holdleder.

Dette sammenholdt med kampens manglende sportslige betydning og en både mental og fysisk træthed efter en lang sæson med nederlaget i Odense sidst i februar som det store knækpunkt, medførte at de lokale gutter ikke var der 100 procent – og det er fuldt forståeligt.

Svendborg kom faktisk foran 4-1 efter en håndfuld minutter, inden Givespillerne tog fat i den rigtige ende af bananen. Javist, det var en ujævn affære med en del hektiske manøvrer i begge ender af banen, og det bølgede en del frem og tilbage. Men man var dog aldrig i tvivl om, at Give var det bedste hold på banen – både som hold og individuelt set.

De unge medlevende fans jor det fremragende og var med til at skabe en fed stemning i hallen. Mere af det, tak. Foto: Jim Hoff

Den "flyvende kampvogn" er tilbage i Give

Give kunne derfor, godt applauderet af de mange unge medlevende håndboldspillere, der denne aften var i hallen i forbindelse med Humlebi Cup, gå til pausen med en forholdsvis sikker 16-12 føring. Og det var faktisk rigtig fedt at se de mange børn og unge mennesker i hallen, for de bød ind med en masse god stemning og umiddelbar jubel og glæde. Så tak for det, I herlige unge mennesker.

Til 2. halvleg blev der lukket en blå tornado ind i hallen, og den blæste de stakkels fynboer næsten tilbage til Sydfyn. Efter 40 minutter klikkende måltavlen over på 27-17 i Gives favør, og så lignede det en regulær nedsabling af gæsterne.

Men stormen løjede dog af igen, Give skruede gæstfrit ned for ventilerne og Svendborg fik dermed mulighed for at pynte lidt på resultatet. Det endte med en 36-31 sejr til hjemmeholdet, hvor holdets nye ”flyvende kampvogn”,Benjamin Sønderby fuldt fortjent blev hædret som man of the match efter et brag af en kamp fra den unge dynamiske skud- og gennembrudsstærke guts side.

Håndbold er en holdsport, hvor det også handler om gode venskaber - når de gode relationer er på plads, så fungere det hele bare meget bedre. Se bare her. Foto: Jim Hoff

Erik Flak: Hård uge i afskedens tegn

Givetræner Erik Flak kunne efter kampen konstatere, at det havde været en hård uge i dagene op til kampen.
- Det er hårdt, når man ved, at man skal sige farvel til en række store personligheder og gode kammerater. Man knytter sig altså til hinanden, når man er så meget sammen og har de her både store og tunge oplevelser sammen, som en holdsport som håndbold nu engang byder på. Vi kunne godt mærke, det var tungt i dag, og at det var svært at holde fokus. Men flot med omkring 350 tilskuere i hallen, og især det sidste kvarters tid kunne vi rigtigt mærke dem – og der var da også plads til lidt god humor på bænken, for selvom det ikke var prangende, så følte vi aldrig, at vi kunne tabe den her kamp, konstaterer Erik Flak.

Nu har spillerne fri frem til midt i maj, hvor holdet igen mødes til træning, hvor der arbejdes frem til den 22. juni, hvor der er dømt ferie.  Vores LokalAvis vender tilbage med et interview med Erik Flak, hvor vi sammen ser tilbage på sæson 2023 – en sæson hvor det var lige ved og næsten.

Mål for Give: Simon Søgård 7, Benjamin Sønderby 6. Mikkel Molbech 6, Bastian Stræde 5, Kasper Skov 4, Adam Hansen 3, Jonas Bilbjerg 2, Christian 'Skagen' Pedersen 2 og Sebastian Hansen 1. 

De gjorde det igen! Hele 135 gæster var dukket op til erhvervsklubbens spisning inden kampen mod Svendborg - og de var med til at sige pænt farvel til de folk, der nu desværre forlader klubben. Stærkt fremøde, simpelthen flot. Foto: Jim Hoff

Kommentarer
* E-mailadressen vil ikke blive offentliggjort på hjemmesiden.
I BUILT MY SITE FOR FREE USING