03 Mar
03Mar

Bastian Stræde spillede en eminent kamp mod Hørning, hvor den fodrappe højrefløj nettede 9 gange i 35-25 sejren.Foto: Jim Hoff

Give HKs 2. divisionsmandskab skulle torsdag aften forsøge at rejse sig efter 30-29 nederlaget til HC Odense sidste fredag. Og det projekt lykkedes på alle parametre. En storsejr på 10 mål blev krydret med flot opbakning både til kampen og Erhvervsklubbens spisning.

Af Jim Hoff - jimehoff@gmail.com

DIVISIONSHÅNDBOLD: Det var med efterdønningerne fra den mentale mavepuster fra 30-29 nederlaget i fredags til HC Odense i den afgørende topkamp at Give HK's 2. divisionstrup torsdag aften løb på banen mod en af rækkens mere ubekvemme modstandere, Hørning. 

Det handlede både om sportslig og mental genrejsning og to points til kontoen, og begge dele lykkedes til fulde. Samtidig kunne man konstatere, at publikum på trods af at chancen for oprykning til 1. division nu er minimal,på ingen måde havde tænkt sig at svigte gutterne, for der var fuldt hus i Ikærhallen, ligesom der var booket godt op ved Erhvervsklubbens spisning før kampen. 

Dermed levede alle i og omkring klubben op til klubbens slogan "Sammen er vi stærke", og det var rigtig godt at se. Samtidig også af enorm betydning for spillerne, at publikum var på plads til en dyst, hvor frustrationerne fra Odense-opgøret skulle spilles væk via en sejr. 

Håndbold er de små marginalers spil og meget omskifteligt. Her er det stregspiller Adam Hansen der scorer et lækkert mål med en skruebold - men er der ikke overtrådt her? Foto; Jim Hoff

Fantastisk Give-start med 5 mål på 3 minutter

Og Give lagde ud som lyn og torden. Efter 3 minutters spil (!) førte hjemmeholdet såmænd med hele 5-1, og det var et statement, der flot symboliserede den entusiasme og den sejrsvilje, som Erik Flaks tropper denne torsdag aften gik til opgaven med. 

Hørning var på intet tidspunkt i 1. halvleg foran, men al ære og respekt til gæsterne, der fik fightet sig tilbage i opgøret. Efter 27 minutter hed stillingen 12-11 i Gives favør, og her havde keeper Frederik Lindemann (18 redninger i alt i kampen) en pragtredning, som forhindrede gæsterne i at udligne. 

Bagspiller og forsvarsklippe Simon Søgård spillede, akkurat som i Odensekampen, en flot kamp både defensivt og offensivt. Det blev til 5 mål fra den gennembruds- og skudstærke bagspiller. Foto: Jim Hoff

Give kunne således gå til pausen med en 15-12 føring, og den blev konsekvent udbygget i starten af 2. periode. Efter 40 minutter stod der 23-15 på måltavlen, alt imens den veloplagte dj Johnny DJ Noise kunne lade de herlige toner fra Ghostbusters runge ud over hallen. I det hele taget stor ros til speakertårnet hvor både Johnny og speaker Brian igen-igen leverede varen på højt niveau. De to herrer kan virkelig sætte en stemning, der vil noget. 

Erik Flak: Vigtigt for vores selvforståelse

Spillerne blev også ved med at levere varen, og det endte med en stensikker 35-25 sejr, og dermed kunne der skrives "mission completed" ud for hensigten om at komme både mentalt og spillemæssigt tilbage på sporet. 

Cheftræner Erik Flak kunne da også konstatere, at aftenens overbevisende indsats var den helt rigtige kulmination på en svær uge. 

- Virkelig vigtigt for vores selvforståelse med denne her sejr, og måden, det blev gjort på. Den bedste måde at få afviklet frustrationerne efter Odensekampen på. Selvfølgelig var vi lidt nede i kulkælderen efter den kamp, for vi kunne altså godt have vundet i Odense, men kampens vilkår i fredags ville det desværre anderledes, siger Erik Flak. 

Fik snakket Odensefrustrationerne væk til tirsdagstræningen

Han kan berette om en rigtig god tirsdagstræning, hvor spillerne fik talt Odensekampen igennem, og hvor alle frustrationerne blev sendt ud med badevandet i bruseren efter træningen. 

Mikkel Molbech spillede en flot kamp med 7 scoringer på trods af mindre skadesproblemer. Når han ikke spillede, sad han på motionscyklen blandt tilskuerne for at holde bentøjet varmt. Foto: Jim Hoff

- Overordnet set handler det om at se sådan på det, at vi vinder sammen, og vi taber sammen. Så er den ikke længe, og så er det videre derfra. Derfor fik vi fokus rettet mod Hørning-kampen, hvor vi var oppe mod en modstander med en rigtig bøvlet spillefacon - og dette sagt i al respekt for de ting, man har opnået i Hørning. Vores klare ambition var at gå ud og give dem benhård kamp til stregen far starten, de skulle virkelig pumpes i bund og malkes for kræfter fra første fløjt, siger Givetræneren. 

Og det må man sige lykkedes til fulde. 

Stor tak til publikum

Gæsterne forsøgte sig momentvis i 2. halvleg med en gang "kaos-opdækning", som Erik Flak betegnede gæsternes fuldbanepres. 

- Men det spillede vi os rigtig´flot ud af, og fik scoret på de åbninger og muligheder dette gav os. Jeg, og det gælder også fra spillerne skal jeg hilse at sige, er rigtig glad for, at vi er tilbage på sporet igen, og at vi formåede at sætte dagsordenen i langt størstedelen af kampen. Det fortjener spillerne stor respekt for. Samtidig en kæmpetak til publikum fra spillerne og vi trænere for den fantastiske opbakning. Man kunne have frygtet en halvtom hal efter nederlaget i Odense, men sådan gik det ikke - og det er virkelig stærkt og betyder meget for holdet med denne utrolige opbakning, lyder det anerkendende fra Erik Flak. 

Give spiller næste gang fredag den 10. marts på udebane. En dyst mellem rækkens nr. 2, Give, og rækkens nr. 6, Fredericia. 

Man of The Match: Adam Hansen

Mål for Give: 

Bastian Stræde 9, Adam Hansen 7, Mikkel Molbech 7,  Simon Søgård 5, Magnus Taulbjerg 5, Kasper Skov 1 og Mads Overgaard 1.

Se billeder fra kampen her 

Stregspiller Adam Hansen blev kåret til Man of The Match efter en flot kamp med 7 scoringer. Her er det Give HKs formand Henrik Henriksen, der overrækker blomster og thumbs up til den herlige fighter med de fede attituder. Foto: Jim Hoff

Kommentarer
* E-mailadressen vil ikke blive offentliggjort på hjemmesiden.
I BUILT MY SITE FOR FREE USING