28 Mar
28Mar

Kvartfinaleholdet fra Give Fremads oldboysafdeling røg desværre ud til Viby med et 6-2 nederlag på 'South Park Arena' ved Søndermarkshallen. Det er ellers en perlerække af klassespillere, vi her ser linet flot op.Foto: Jim Hoff

Mandag aften den 27. marts duftede det både af pokaler og fodboldeventyr ud i Europa på kunstgræsbanen ’South Park Arena’ ved Søndermarkshallen. I hvert fald før den kamp,som Give Fremads oldboys-mandskab skulle ud at spille klokken 19-00 mod Viby.

Af Jim Hoff - jimehoff@gmail.com

Vores LokalAvis 

FODBOLD: Det var en kvartfinalkekamp i Old Boys LP-vest, og på vej til kvarfinalen havde Give besejret Funder, der valgte ikke at stille op, og Majdal-Halgård, som blev skudt sønder og sammen med 7-2.

Derfor var humøret højt i Givelejren, og på den kringlede vej fra omklædningsrummet ud til banen, der bygges jo nyt stort idrætscenter, stod det hurtigt klart, at en del af spillerne rent mentalt allerede var godt i gang med at cleare, hvem modstanderen i semifinalen kunne blive.

Her fremgik det af snakken, at man sagtens kunne forestille sig at møde selveste OB – i finalen selvfølgelig.

Effektive Viby og gult til Sølund udslagsgivende

Efter at Vores LokalAvis’ udsendte kanonfotograf fik snuppet det klassiske holdfoto, hvor gutterne skal have stor ros for at trække maverne ind i rekordlang tid, kunne kampen gå i gang i det fineste forårsvej med sol og klar himmel.

Det skulle dog ikke vare ret længe med hverken det gode vejr eller det gode humør på grøn stue. Snart væltede det ned med sne og hagl – og apropos hagl, så haglede boldene også ind bag Give-keeper Dennis Kristensen. Hele seks styk måtte den dygtige keeper indkassere i det usexede vintervejr.

- Vi møder her til aften et godt og effektivt spillende Viby-mandskab. Den ros skal de have. Det var som om, at vi knækkede efter det gule kort til Kenneth Sølund. Så det her blev desværre endestationen konstaterede Giveholdets chefmanager Lars Hougaard efter kampen.

Til gengæld kan Hougaard berette om en fabelagtig præstation i kabinen efter pokalknækket. 

- Helt klassisk for det her hold, så var var stemningen høj som altid i 3. halvleg, her gled vi nærmest direkte i finalen, lyder det fra Hougaard med et stort smil.

Degn kører fra Aarhus for at spille for de grønne

Dagens Pokalfighter blev Kenneth Tofte Jensen, og i forhold til Gives holdopstilling (se sidst i artiklen) er det værd at notere sig, at der på banen løb en slank, topfit ung mand rundt med stærke fodboldrødder i Give – men som bor i Smilets By.

- Holdet siger tak for hjælpen til evigt fightende Morten Degn, som på trods af den urimelig lange afstand fra sin bopæl i Aarhus altid er første mand på holdkortet, når det spilles pokalkampe,lyder det anerkendende fra Lars Hougaard, der kan oplyse at dagens målscorere for Give var rutinerede Dennis Pedersen og altid farlige Flemming Duus.

Med nederlaget er pokaldrømmene definitivt slukket for Gives oldboys i denne omgang - og vejen til Europa blokeret. Men så er det jo godt, at man altid kan bestille en charterferie sydpå og på den måde få drømmen om Europa opfyldt alligevel, smiley. 

Give stillede op med disse spillere: Dennis Kristensen, Martin Østergaard, Jesper Uth, Flemming Duus, Jens Flensborg, Morten "Lewandowski" Degn, Dennis Pedersen, Kenneth ”Keane” Sølund, Esben Kristensen, Robert Bednarski, Rune Clausen, Kenneth Tofte Jensen og Rasmus Villadsen. 

Kommentarer
* E-mailadressen vil ikke blive offentliggjort på hjemmesiden.
I BUILT MY SITE FOR FREE USING