25 Mar
25Mar

Efter kampen blev de to pokalkombatanter foreviget i et herligt gruppefoto, hvor der var plads til masser af smil. Foto: Jim Hoff

Det startede med tarteletter fra selveste Tarteletkongen, Lasse Lindberg fra Diagonalkroen, og herefter stod der pokaldyst på menuen. Her var Give HKs 2. divisionsmandskab ”hovedretten”, for gæsterne fra BSH spiste godt nok op, men til dessert fik vi alle en flot håndboldoplevelse i hallen hvor det lokale sammenhold mellem klub, sponsorer, spillere og tilskuere endnu engang var i højsædet. 

AF Jim Hoff - jimehoff@gmail.com

Vores LokalAvis

 HÅNDBOLD: Det blev en dyst lige akkurat så svær som forudset, da Give HKs 2. divisionsmandskab tog imod ligaens nr. 3 fra Bjerringbro-Silkeborg i 5. runde af Santander Cuppen. Give måtte stille op uden de to A-kædespillere, Bastian Stræde og Magnus Taulbjerg, der var ude med sygdom og skade.

Til gengæld gav cheftræner Erik Flak på fineste vis plads til de to lokale gutter, Rasmus Skødebjerg og Tobias Hansen, der fik henholdsvis hjemmebanedebut og regulær debut for klubbens 1. hold i dette brag af en håndboldopgør.
 Inden kampen til erhvervsklubbens spisning med Lindberg Dining som stilsikker leverandør af bl.a. tarteletter og andet godt kræs, havde den tidligere landsholdsspiller Mikael V. Knudsen, der nu er sportslig ansvarlig i BSH, forklaret, at man i BSH-lejren var lidt nervøse for kampen. 

Lidt nerver på i BSH-lejren før kampen

- Det er svært at være så store favoritter, og vi har da også tidligere i pokalkampe haft besvær med hold, der ligger nogle rækker under os. Men pokalen er vigtig for os, så vi sætter alle sejl til i dag og møder frem med hele A-kæden, for vi går benhårdt efter at vinde pokalen, lød det fra den sympatiske håndboldlegende.

BSH’erne lagde da også ud som om, der var på championsleague-udebane på Balkan. Efter 13 minutter førte ligedrengene, der på dagen havde landsholdsgutterne Nikolaj Øris og Rene Toft Hansen på holdkortet, med 12-8.
 Et heroisk og fint spillende Givehold, bortset fra en lang række stressbetingede tekniske fejl, kom tilbage efter 15. min. spil og nåede op på 10-12, inden gæsterne fik tændt alvorligt op for den velsmurte kontra-maskine. Det duftede dermed stadig mere af lækre tarteletter i hallen end af pokalmirakler. 

Mikael V. Knudsen kiggede forbi til erhvervsklubbens spisning, hvor han blev interviewet af sportschef Kedde Jensen. Foto: Jim Hoff

Scorede næsten efter behag

Ved pausen førte gæsterne således 28-15 efter eminent og kirurgisk skarpt kontraspil. Dermed var den dyst så godt og vel afgjort. Vores LokalAvis’ udsendte talte med nogle Givespillere i pausen. De to keepere Skov og Lindemann, og de erkendte, at holdet havde lavet for mange tekniske fejl, for BSHerne løb meget ofte lige gennem Giveholdet og scorede efter behag.

Fløjen Kasper Skov og bagspiller Simon Søgård, der virkelig havde indstillet kanonen denne eftermiddag, håbede på, at man efter pausen kunne tvinge BSH til at tage en timeout og at man evt. kunne score flere mål end gæsterne. Rutinerede Mads Overgaard konstaterede tørt, at det handlede om ”bare at starte forfra” og den vej rundt få det bedste ud af de sidste 30 minutter.
 Nuvel, det gik hverken værre eller bedre, end at de giftige og målliderlige gæster kørte ufortrødent vider ei højt tempo. Efter 40 minutters spil stod der 38-19 til gæsterne, og efter 50 minutter førte gæsterne med 20 mål. 

Det afstod dog ikke det medlevende publikum fra at heppe på de lokale håndboldhelte – og det klædte kampen vanvittigt godt. Slutfacit blev 52-26 y´til gæsterne, og dermed blev den trælse 50-målsbarriere nedbrudt. At konstatere, at Give tabte til et klart bedre hold er åbenlyst, men lad os i i stedet fokusere på kampens lyspunkter.

Pissestolte lokale debutanter

De to lokale gutter Rasmus Skødebjerg og Tobias Hansen fik æren af at hjemmebanedebutere i denne herlige pokalfight mod ligaholdet fra BSH, og de var på trods af det forholdsvisklare nederlag to store smil efter kampen. - Fantastisk at få hjemmebanedebut i sådan en kulisse. Pyt med tallene på måltavlen. At være en del af det her og den fantastiske stemning og den hype, der har været, er helt vild. OG så at hjemmebanedebuter emod et ligahold, det er sgu vildt nok, lød det fra Rasmus Skødebjerg.

Hans unge kollega fra Give, Tobias Hansen, havde også svært ved at få smilet at ansigtet, selv om han var ”lidt øv over at BSH vandt så stort”.

- Det er helt vildt det her. Jeg er pissestolt af at få debut for Give i sådan en kamp her. Vildt som giveknægt at spille foran alle de fans. Det er jo noget, jeg har drømt i lang tid, lød det fra den stolte gut, mens den mindst ligeså stolte morfar filmede på livet løs.

To herlige og glade Givegutter, Tobias Hansen og Rasmus Skødebjerg fik hjemmebanedebut mod BSH - og det nød de i fulde drag. Foto: Jim Hoff

Rene Toft og Øris vilde med stemningen i Give

Rene Toft Hansen var godt tilfreds med sit holds præstation. - Det var lige det her, vi håbede på. Det gik rigtig fint, da vi først fik styr på det og vores kontraspil kom til at fungere helt perfekt. Og så vil jeg godt sige, at det var en fed kulisse og et kanonfint setup her i Give. Det var sjovt at være med til, og dejligt, at jeg også kunne få lidt pause i 2. halvleg, da vi var pænt foran. Vi var glade for, at det ikke blev en kamp, hvor vi skulle ned og stå i forsvaret hele tiden, så alt i alt en rigtig fin indsats, lød vurderingen fra landsholdsspilleren.

Nikolaj Øris var også benovet over den fine stemning i hallen. - Det var pissesjovt her i Give i dag. Jo, vi vinder en stor sejr, men det var rigtig fedt at oplever stemningen i hallen – og sø hørte jegm at er var tarteletter til frokost. Kan I ikke lige køre en vogn ind til os med 3-4 fade, lød det med et stort svedent og sultent smil fra kanonhuggeren med den giftige venstrearm.

BSH-træner, Patrick Westerholm, var glad for, at hans mandskab hurtigt fik kampen over på deres præmisser. - Vi fik omsat vores mange kontrachancer il mål, og det var vigtigt, så vi kunne få kontrol over kampen. Der var lid nerver på, inden kampen, for der var jo alt at tabe for os. Man ved jo aldrig i de her pokalkampe. Men fed stemning her i Give, og nu er vi sikkert videre, uden at vi fik nerver på, så det var helt perfekt. Lød det fra den finske træner.

Gives 40-årige forsvarsklippe og stregspiller, Mads Overgaard, i dejlig infight med Nikolaj Øris. De elskede det - begge to. Foto: Jim Hoff

Fedt vi kan give publikum sådan en oplevelse

Givetræner Erik Flak var ganske afklaret og cool efter det ret store nederlag. 

- Vi får i momenter vist nogle af de ting, vi arbejder med, og vi får også scoret en del mål mod et ligahold ud fra de angrebsprincipper, vi arbejder med. Det tæller positivt i min bog . Vi møder et hold, der virkelig stresser og presser os, og det betyder mange tekniske fejl. Vi kæmper også med tempoet, så vi manglede luft ind i mellem. Vi brænder også for mange chancer – og det koster dyrt med det samme i den anden ende. Vi ser jo også at BSH i dag stiller med A-kæden, hvor de bedste får meget spilletid. 

- De kom her for at vinde – og vinde stort. De holder jo virkelig gang i kedlerne, selv da de fører med 12-13 mål. Men respekt for, at de møder op med denne professionelle indstilling. Den slags kan vi lære noget af, konstaterer Givetræneren.

 Han karakteriserer dagens kamp og alt det omkring kampen som en super oplevelse, hvor hallen var 100 procent med. 

- Vi gør hvad vi kan, og vi skal lige havde med, at vi i dag spiller uden to af de vigtige stamspillere Magnus Taulbjerg og Bastian Stræde – så jo, alt i alt en fin dag, og fedt at vi kan give vores tilskuere sådan en oplevelse her sidst på sæsonen, konstaterer Flak med et stort smil. 

Mål for Give: Simon Søgård (Man of the Match) 11 mål, Kasper Skov 8, Benjamin Sønderby 2, Mads Overgaard 1, Jonas Bilberg 1, Mikkel Molbech 1, Adam Hansen 1 og Philip Glud 1. 

De næste dage vil jeg her i spalterne følge op på kampen med flere gode sidehistorier.... og det handler både om indsamling til idrætscentret, auktion og meget andet godt.  Heriblandt et stort billedgalleri fra kampen.

Simon Søgård spillede et brag af en kamp .- og viste virkelig sin klasse., Han kunne på mange parametre være med på ligaholdets niveau og scorede hele 11 mål.Foto: Jim Hoff

Kommentarer
* E-mailadressen vil ikke blive offentliggjort på hjemmesiden.
I BUILT MY SITE FOR FREE USING