23 Apr
23Apr

Der var stillet 3 hoppeborge og to springmåtter op i Vongehallen, da Øster Nykirke IF i lørdags med midler fra høstfestudvalget inviterede på hop og rundstykker. Foto: Jim Hoff

Lokalsamfundende her på egnen er tit og ofte skoleeksempler på, hvordan man kan holde gang i og sammen på det lokale liv. Her kæmper ildsjæle dagligt for at holde sammen på tingene i de respektive foreninger, og i lørdags faldt der så en belønning af til Øster Nykirke IF. Og hvad det gik ud på, kan du læse om her.

Af Jim Hoff - jimhoff@voreslokalavis.dk

Vores LokalAvis

VONGE: Der var liv og glade dage i Vonge-hallen i lørdags, hvor 140 deltagere muntrede sig med konceptet 'Hop og Rundstykker'. Et koncept arrangeret af Kristina Parsberg og Øster Nykirke IF drevet på et tilskud på 3000 kroner fra høstfestudvalget i Vonge. 

Dagen var bygget om en gang fælles morgenmad, naturligvis alt sammen købt hos den lokale købmand i Vonge, og herefter blev børn og barnlige sjæle ellers inviteret til fri leg, spring, hop og akrobatik i de tre store hoppeborge og på gymnastikforeningens to air tracks/springmåtter. 

Det her - det er bare hammergodt - og megasjovt! Foto: Jim Hoff

Høstfestudvalget belønner lokale foreninger

Der var lavet redskabsbaner, hvor både børn og voksne kunne deltage, og efter de mange herlige fysiske udfoldelser i hallen, blev der inviteret udenfor til en række fælles legeaktiviteter i det fine forårsvejr. 

Alt sammen gratis at deltage i for de 140 glade gæster. 

- Høstfestudvalget har efter høstfesten i 2022 lavet 10-15 puljer á 3000 kroner, som de det lokale foreningsliv her på egnen kan søge til forskellige aktiviteter.Det kan være en afslutningsfest, eller som her en dag, hvor der er fokus på at skabe en god dag for børnefamilierne. Et rigtig godt tiltag fra høstfestudvalget, og det er jo bare dejligt at se så stor og flot en opbakning her i dag, lyder det fra Ulrik Bering Larsen, der er næstformand i Borgerforeningen i Vonge og Michael Francisco Blond, der er instruktør i ØNIFs gymnastikafdeling. 

Der var også plads til de voksne børn i hoppeborgene - og det nød både det unge og det lidt ældre barn 100 procent. Foto: Jim Hoff

Godt for sammenholdet med aktivitetsdage

De pointerer begge, at det er vigtigt, at der gøres noget for det lokale foreningsliv, for det er netop foreningslivet, der holder sammen på et område som Vonge og omegn. 

-Og at høstfestudvalget på denne måde her belønner de lokale foreninger er et fint og kærkomment skulderklap. Det giver lidt ekstra motivation, og så er det jo også en fantastisk aktivitet her i dag, som samler en hel masse lokale folk. Den slags er godt for sammenholdet og fællesskabet her i byen, pointerer Ulrik og Michael. 

Det har de en god pointe i, og det er også en aktivitetsdag, der bringer en masse smil frem hos de mange lokale børn i forskellige aldersgrupper, der denne dag. 

Og glade børn og børnefamilier, det er ikke det værste at bygge et lokalsamfund på. 

Du kan se en masse fotos fra den fine aktivitetsdag ved at klikke HER

Der var også godt gang i gymnastik aktiviteterne. Her er det Michael Francisco Blond, der gier den gas med ungerne, Foto: Jim Hoff



Kommentarer
* E-mailadressen vil ikke blive offentliggjort på hjemmesiden.
I BUILT MY SITE FOR FREE USING