Det blev en på flere måder historisk forårsopvisning, da Give GIFs gymnastikafdeling i weekenden inviterede ind til 2 akter af foreningslivets ypperligste folkefest. Det var en historisk flot opvisning - og så var det sidste gang, at Ikærhallen lagde sit gamle gulv til opvisningen. Foto: Jim Hoff
Af Jim Hoff - jimehoff@gmail.com
Vores LokalAvis
GIVE: Et gulv, der gennem årene siden midt i 60'erne, har lagt fundament til mangen en gymnastikopvisning, og som denne lørdag sang sin svanesang. I 2024 står det nye idrætscenter klar i foråret, hvor det er planen, at den store forårsopvisning kan gå hen og blive den helt stor eindvielsesevent.
Fredag aften dukkede der 500 publikummer op for at give opbakning til gymnasterne, herligt at man fravælger snakkepapagøjen Blachmann for at komme ud og se den ægte vare - og børn og unge med masser af god lokal X-Factor.
1237 tilskuere så forårsopvisningen
Lørdag eftermiddag, den traditionelle store folkeforeningsfest i gymnastikkens farverige tegn, var der hele 737 tilskuere på plads til at bakke op om de 60 instruktører og deres respektive gymnastikholds flotte anstrenglser. Anstrengelser, der er blevet leveret hen over sæsonen fast hver uge, og som denne weekend blev omsat til en flot, flot opvisning - og det satte publikum bestemt også pris på.
Efter den rørende og flotte indmarch, var der blomster og pæne velfortjente ord til 5 af foreningens jubilarer, heriblandt Mette Vestergaard, (formand), der nu har været en ildsjæl i foreningen i 30 år. Hende tager Vores LokalAvis en god gymnastiksnak med ved en senere lejlighed, bare rolig.
Samlede 26.000 kroner ind til motoriksal
På dagen blev der samlet ekstraordinært ind til den nye motoriksal i det nye idrætscenter, og det havde da klokken slog 17.30 lørdag indbragt fine små 26.000 kroner - en indsamling der kører ufortrødent videre. Et superprojekt, der vil komme virkelig mange borgere til gode, når det står klar i det nye idrætscenter.
Herefter gik der gang i opvisningerne, hvor vi fik leveret en bred og farverig palette af, hvad det er, en stærk og veldrevet lokal gymnastikforneing har at byde på af livsglædebringende aktiviteter i forhold til egnens børn og unge mennesker.
Samvær når det er bedst
Masser af fysisk aktivitet, brede smil, godt socialt samvær når det er bedst - vi fik det hele serveret på godt organiseret niveau, og stor ros til de hårdt kæmpende "opvisningspedeller", der sørgede for, at alt gik som smurt, og at de respektive hold havde de redskaber, de skulle bruge, og at de stod på de rigtige pladser.
Ikke flere ord herfra - lad jer i stedet inspirere af de mange fotos Vores LokalAvis' kanonfotograf fik skudt denne lørdag - de siger simpelthen det hele. Klik på de respektive links herunder for at se hundredvis af fotos. Man kan se billederne i gallerierne på Vores LokalAvis på Facebook - eller i linksene herunder:
Fotos forårsopvisning volume 1