Danmarks største udendørs galleri er nu vokset fra 71 til 83 skulpturer. Foto: Jim Hoff
Give har som bysamfund en del at være stolt af, og at man kan bryste sig af at Danmarks største udendørs galleri af kunstværker, er så absolut en af de ting, vi kan og skal være stolte over. Og nu vokser samlingen simpelthen.
Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk
GIVE: Med Solhjulet og Væksttræet som de nok mest prominente skulpturer i samlingen har Skulpturby Give i den grad sat Danmark på landkortet. Hele setuppet omkring Skulpturbyen er et led i den positive branding af byen, og hvert år valfarter der da også folk til byen for at få en guidet skulpturvandring med gode lokale kræfter som guider.
Det er også Skulpturbyen, der sammen med Give Handel & Erhverv er midtpunktet, når der to gange om året inviteres til henholdsvis Kunst & Skulpturdag i juni og Isskulpturfestival i december.
17 ud, 29 ind
Skulpturparken skiftes ud hvert år, ligesom der også rokeres rundt på skulpturerne – mens nogle enten bliver solgt eller ryger tilbage til kunstnerne eller til andre lokationer. Søndag den 14. maj blev Skulpturbyen færdig med opstillingen for sæsonen 2023-24, og her kan Skulpturbyens formand, Jørgen Lundsgaard, berette om en stigning i antallet skulpturer.
- VI har fjernet 17 skulpturer, men til gengæld er der kommet hele 29 nye ind. Dermed har vi aldrig haft så mange skulpturer rundt omkring i byen som denne sæson. Det er vi ret så stolte af, lyder det fra formanden.
Den 2. juni afholdes der Kunst & Skulpturdag i Give. Foto: Jim Hoff
The Pillar of Shame
Via lidt hurtig hovedregning og en optælling på skulpturbyens hjemmeside, kommer redaktionen så frem til, agt da der i sæsonen 2022-23 var 71 skulpturer, så må der i den nye sæson være hele 83 skulpturer fordelt i byen. Gad vide, om vi skal til at overveje at udvide byen for at få mere plads til de mange herlige og flotte skulpturer, der kommer i en bred variation af størrelser og udtryk.
Som et nyt kunstnerisk tiltag – og udtryk – har den verdensberømte danske kunstner, Jens Galschiøt lånt Skulpturbyen et banner, The Pillar Of Shame eller Skamstøtten, som den hedder på godt dansk.
Skamstøtten er en serie skulpturer, og hver skulptur er en otte meter høj, bronze-, kobber- eller betonstatue. Tre af skulpturerne er opstillet permanent: Hong Kong 1997, Mexico 1999 og Brasilien 2001. Kunstneren planlægger at opstille i alt 10 skulpturer – og nu kan vi altså her i Give få et visuelt indtryk af denne Skamstøtte ved Huset i Give.
Tre guidede skulpturvandringer på vej
I år ligger de guidede skulpturvandringer på disse datoer: Tirsdag den 13. juni, onsdag den 12. juli og torsdag den 10. august – alle med afgang fra Huset på Rådhusbakken klokken 18.30.
Her fortæller foreningens dygtige guider om Skulpturby Gives tilblivelse og tankerne bag. Man får naturligvis også en masse at vide om de enkelte kunstværker og kunstnerne bag dem – med dertil hørende sjove og interessante anekdoter.
Der afholdes tre skulpturvandringer i år: Tirsdag den 13. juni, onsdag den 12. juli og torsdag den 10. august. Foto: Jim Hoff