Friluftsbadet i Give vurderes til at være at af landets ældste - måske endda det ældste. Foto: Arkiv.dk
Hele 18 historier er det blevet til i Rotarys lokalhistoriske bog, Små historier fra Give. Bogen, der blev udgivet op til jul er både et velgørenheds- og lokalhistorisk projekt, idet overskuddet fra salget af bogen går til GISK og cykelpigerne, Julie Hölck og Ida Engstad, der i disse måneder cykler næsten hele verden rundt for at samle penge ind til af kræftramte børn. Vores LokalAvis vil med Give Rotarys tilladelse løbende grave lidt i den glimrende bog og bringe små appetitvækkere fra indholdet. Denne gang handler det om historien om Danmarks måske ældste friluftsbad.
Af Rotary Give
Friluftsbad i plantagen Historien om Give Friluftsbad finder faktisk sin oprindelse et lille stykke uden for Give. Her blev Neder Donnerup Skole oprettet i 1901. Fra 1906 hed læreren Peder Degnbol.
Hans pædagogiske tilgang til undervisningen var markant anderledes end datidens norm. Han mente, at læreren skulle have fokus på at opdrage børnene som hele mennesker, og at læring ikke bare skete ved videreformidling af fast viden, men ved at lade børn have en undersøgende tilgang til emnerne. Han var forud for sin tid.
Give Friluftsbad 1930-1940 Ved skolen var der en lille dam, som børnene ofte brugte til at soppe i, men i 1930 fik Degnbol dammen udbygget og lavet så kanten blev sat med store kampesten og bunden belagt med rent sand. Bassinet 22 blev 25 meter langt og 6-8 meter bred.
Løbende naturlig udskiftning af vandet
Da der var en naturlig tilstrømning af vand fra jorden, blev vandet på den måde hele tiden udskiftet og holdt rent. Her kunne børnene så svømme og lave gymnastik i haven. I et fra tidsskrift 1933 bliver bassinet angiveligt nævnt som værende det første af sin art under fri himmel i Danmark, så der er vel egentlig tale om et lille stykke Danmarkshistorie. I øvrigt beskrives det, at en del voksne også tog en dukkert, så der har været liv i skolehaven i Neder Donnerup.
Der er formodentlig blevet bemærket i omegnen, og i Give kom et lignende tiltag på dagsordenen på generalforsamlingen i Give Lystanlæg 26. november 1931. Her fremsatte gymnastikforeningens formand, gårdejer Skov Løvbjerg, et forslag om at lave et svømmebassin.
To år efter nedsatte man et udvalg, der skulle arbejde på at føre forslaget ud i livet. Udvalget bestod af ud over Skov Løvbjerg af bankbestyrer Lind Thomsen, landpost Idolf Johnsen, læge Gullestrup og lærer N. P. Pedersen.
Hans Christensen og hans hustru Ulla overtog i 1979 driften af friluftsbadet og campingpladsen. Foto: Arkiv.dk
Borgerne skaffede selv 5000 kroner
Som noget af det første skulle det økonomiske grundlag på plads. Byens borgere fik derfor mulighed for at tegne tilskud til byggeriet. Placeringen af svømmebadet kom på plads efter forhandlinger med bestyrelsen i Give Plantage, hvor blandt andet Lind Thomsen sad, Bassinet skulle anlægges i den sydlige del af plantagen.
Finansieringen var der tilsyneladende ikke de store udfordringer med, for Gives indbyggere tegnede sig for 5000 kroner, hvortil kom 500 kroner i tilskud fra både kommunen og gymnastikforeningen.
Herudover kautionerede 30 af byens borgere for et lån på 3700 kroner. Med de i alt 9700 kroner kunne byggeriet sættes i gang i maj 1934.
Allerede 19. juli samme år stod det færdig, og kunne tages i brug som et af de første offentligt friluftsbade i Danmark.
Friluftsbadet lå oprindeligt midt i plantagen - så der var masser af læ, når byens badeentusiaster kastede sig ud i bølgen blå. Foto:Arkiv.dk