Skobutikken Zjoos og tøjbutikken Klunz by Ilsøe i Østergade afholder igen det populære modeshow i Ikærhallen. Denne gang den 12. april fra klokken 18.00. Foto: Jim Hoff
GIVE: De gør det igen! Klunz By Ilsøe og Zjoos har igen teamet op sammen med andre gode medspillere og er klar til at servere endnu et forrygende modeshow for byens og oplandets borgere.
Det sker traditionen tro i Ikærhallen, hvor der des idste to gange har været fyldt rigtigt godt op på stolerækkerne.
Udover at se forårets nye kollektioner indenfor tøj- og skomoden, vil der også blive kræser ekstra godt for aftenens gæster, idet der vil være gevinster for sammenlagt 20.000 kroner.
Derudover vil der være vouchers på 20 procent, så der er rigtig mange gode grunde til at tage veninden, datteren eller nabokonen under armen til denne hyggelige aften i forårsmodens tegn.
Der kan købes billetter frem til og med den 5. april hos Zjoos og Klunz by Ilsøe.
Som en ekstra hyggelig bonus vil man denne aften også have besøg af Westjysk Smag, hvor der er mulighed for både at smage og købe lækker dansk fremstillet likør.
- Vi glæder os vildt meget til igen at byde gæsterne indenfor til vores modeshow, Vi har fået skabt en god tradition her, hvor der har været flot opbakning. Nu er vi endelig fri af coronaens håndjern og kan give den fuld gas, lyder det forventningsfuldt fra Lis Lundstrøm fra Zjoos og Suzette Ilsøe fra Klunz by Ilsøe.