Formanden for Give Udviklingsråd Jette Nielsen inviterer sammen med sine kolleger i bestyrelsen til årsmøde i Huset onsdag den 29. marts. Foto: JIm Hoff
I forbindelse med kommunalreformen tilbage i 2007, hvor man sammenlagde 271 kommuner til 98, mindskedes det tætte lokale bånd mellem lokalpolitikerne og borgerne i lokalområderne. For at råde bod på dette, og for at etablere et politisk talerør for de lokalområder og centerbyer, der nu stod uden”egen kommune”, opfandt man begrebet lokalråd. I Give hedder dette organ Give Udviklingsråd, som holder årsmøde den 29. marts i Huset.
GIVE: - Udviklingsrådet skal være med til at fremme udviklingen i Give, og udviklingsrådet vil fremme nærdemokrati, ved at være bindeled på tværs i byen og være bindeled mellem Give Sogn og Vejle Kommune.
Ovenstående ordlyd er hentet fra Give Udviklingsråds vedtægter og indrammer spot on, hvad det er for et organ, vi her har med at gøre. Rådet holdt stiftende generalforsamling tilbage i 2012, dengang med 9 faste medlemmer i rådet, mens det i 2022 via en vedtægtsændring blev besluttet at gå ned på 5 medlemmer.
Stærk gruppe der arbejder med meningsfulde temaer
I dag hedder formanden i udviklingsrådet Jette Nielsen, der er selvstændig erhvervsdrivende. Næstformand er Lars Utoft og derudover består rådet i dag af sekretær Susanne Lykke Søgaard, Bodil Albrechtsen, Jens Bork og suppleant Morten Jensen. Anders Chr. Hansen (AC) tager sig af rådets hjemmeside.
- Nogle gange kan vi godt komme til at leve en lidt usynlig tilværelse, så vi arbejder nu på dels at finde vores nye ståsted og dels at fastholde og gerne udvide vores synlighedsniveau. Det handler rigtig meget om, at de ting vi arbejder med skal føre til noget, det skal give mening – både for borgerne og for os. Jeg føler, at vi har en stærk gruppe, også selvom vi er blevet skåret fra fra 9 til 5 personer. Det har naturligvis givet mere pres på, så det handler rigtig meget om, at vi prioriterer vores indsatsområder, fortæller Jette Nielsen.
Hovedfokus er bosætningen
Nogle af de emner, man i rådet pt. Hart ekstra fokus på er ”motorvejssagen”, hvor det handler om at få en frakørsel ved Give Syd tilsat motorvejsprojektet Haderslev-Give. Og så er udviklingsrådet naturligvis dybt involveret i sagaen om udviklingen af Give midtby.
- Vores overordnede og primære arbejdsfelt- og tema handler om bosætningen i Give om at at gøre Give til en attraktiv by for både borgerne, erhvervs – og butiksliv. Det handler om at gøre byen tiltrækkende for nye folk – ud fra sloganet ”Give – en by man vælger til”. VI synes jo allerede nu, at byen er et godt sted med trygge rammer, og det skal vi udvikle videre på, siger Jette Nielsen.
Helt i den ånd er udviklingsrådet sammen med Give Handel og Erhverv og Skulpturby Give i tæt samarbejde om branding af Give.
Spotlight på 'Pigernes Kvarter'
I forbindelse med årsmødet den 29. marts klokken 19.00 i Huset, vil boligselskabet Futurum indlede seancen, hvor selskabet vil fortælle om det nye boligområde, Pigernes Kvarter, der som bekendt ligger i området ud mod golfbanen.
- Her kommer Sine Lindberg fra Futurum og viser projektet frem, og det forventer vi da bliver lidt af et trækplaster. Mon ikke mange er nysgerrige efter at vide mere om projektet – og i det hele taget om hvordan det hele kommer til at se ud – både ude og inde, lyder det retoriske spørgsmål fra Jette Nielsen.
Derefter overgås til den traditionelle dagsorden med årsberetning, fremlæggelse af regnskab, behandling af indkomne forslag, valg til rådet og valg af revisorer samt det klassiske punkt eventuelt.
Under mødet vil udviklingsrådet også fremlægge planlagte aktiviteter og spændende projekter for 2023-2025
- Årsmødet er selvfølgelig åbent for alle, og vi håber på en god aften med fint fremmøde, så vi kan få en god og konstruktiv dialog om, hvordan vi kan få sat endnu mere skub i Give til gavn for både nuværende og kommende beboere. Udviklingsrådet vil være værter ved en kop kaffe/te og lidt sødt, så alle forudsætninger for en rigtig god aften er bestemt til stede, lyder det med et stort smil fra Jette Nielsen.