Lasse V. Kristiansen og hans team inviterer til Åbent Hus den 10. juni på Anlægsstien 4 i Givskud. Det 'v' Lasse viser med fingrene, betyder 'velkommen'. Privatfoto
Af Jim Hoff - jimhoff@voreslokalavis.dk
For en små 20 år siden gik en kvik ung mand rundt og fløjtede og fejede efter skoletid i Preben Andersen autoværksted på Vejlevej i Givskud.
Det værksted overtog han i 2018, og her i maj 2023 går den selvsamme måske knap så unge mand, stadig rundt og fløjter. Det gør han nu på Anlægsstien 4 i Givskud, hvor han i 2022 overtog vognmand Ole Madsens lokaler, hvor han nu råder over 240 kvadratmeter til værksted.
Og det er denne begivenhed, som den indfødte Givskudmand Lasse Viftrup Kristiansen og hans team nu endelig har fået tid til at fejre med folket.
Fantastisk rejse
Til juni er det 6 år siden Lasse sprang ud som selvstændig mekaniker med eget værksted og dermed realiserede den store drøm om at blive chef i eget værksted.
- Hvilken fantastisk rejse det har været indtil nu, og det kan jeg kun takke mine kunder for. De er grundstenen til, at jeg kan udleve min drengedrøm om eget autoværksted. Og nu er det endelig blevet tid til at mit superseje team og jeg giver lidt tilbage, lyder det fare Lasse i den invitation han har lagt op på LVK Bilers Facebook-side.
- Det vil glæde os at se alle vores trofaste kunder samt samarbejdspartnere, familie og venner af huset, til Åbent Hus, lørdag d. 10 juni fra kl. 11.00. Det bliver en dag i familiens tegn, så tag din mand/kone og børn med under armen, lyder opfordringen fra den driftige unge mand.
Meget børnevenligt setup
Lasse og hans team vil forkæle dagens gæster med lækkerier fra grillen, ligesom der også vil blive mulighed for at hygge sig med en fadbamse eller to.
- Kl. 14.00 er der underholdning for familiens mindste, da vi får besøg af Lasse Langfod som vil underholde med sit show. Derudover har vi hørt, at han efterfølgende har en lille overraskelse til alle børn – som også kan forlyste sig helt gratis i en hoppeborg hele dagen, fortæller Lasse, der sammen med sit stærke team glæder sig rigtig meget til en hyggelig dag sammen med dagens gæster.