Det to voksenlærlinge Junior og Christian Grundahl Andreasen føler begge efter grundforløbets første seks måneder i deres uddannelse til industrioperatører, at de er vokset såvel fagligt som menneskeligt. Foto: Jim Hoff
Fredag den 10. marts var den første milepæl i det uddannelsesforløb, som 32 voksenlærlinge hos Velux i Thyregod er i gang med. På målstregen venter et certifikat som uddannede industrioperatører, og fredag kunne deltagerne sætte ’tjek’ ud for et veloverstået grundforløb. ’Vores Lokalnyheder’ har i den forbindelse talt med Junior og Christian om deres oplevelse af tilværelsen som voksenlærlinge.
Af Jim Hoff - jimehoff@gmail.com
Vores LokalAvis
THYREGOD: Den 5. september 2022 lød starskuddet til en 20 måneder lang uddannelsesrejse for 32 medarbejdere hos VELUX (TBI) i Thyregod. De var valgt ud blandt 60 ansøgere til at få en uddannelse som industrioperatører.
Det er VELUX og Mercantec, en uddannelsesinstitution i Viborg, som er skarpe på erhvervsuddannelser for mennesker på alle livsstadier, der har fundet hinanden i et frugtbart samarbejde, hvor Mercantec står for en både praktisk og bogligt orienteret undervisning af de 32 heldige voksenlærlinge.
Fredag den 10. marts kunne de 32 voksenlærlinge, der er delt op i to hold af 16 deltagere, fejre, at de var kommet både helskindede og glade gennem grundforløbet på 6 måneder. Det blev markeret med spisning, hyggeligt samvær, massevis af godt humør og fine motivationstaler på Kursuscenter Thyregod.
At spille hinanden gode
Her fik såvel Veluxledelsen i skikkelse af den lokale direktør Lars Henrik Pedersen og Mercantec med Christian Winther Knudsen ved mikrofonen samt udvalgte voksenlærlinge ordet. Det gennemgående tema i hele konceptet handler om ”at spille hinanden gode”, og derfor gik den symbolladede håndbold fra den indledende seance tilbage i september 2022 også på omgang igen mellem talerne.
Den så lidt slidt ud, håndbolden, men det var der ingen af de på dagen tilstedeværende deltagere, der gjorde. Humøret var højt, og der var også god plads til spontane ”værkstedshumorprægede” tilråb, der fik flokken til at trække på smilebåndene flere gange – uanset hvilken side af produktionsapparatet, man kom fra.
Vi kan, vi vi vil, vi tør er det slogan de 32 voksenlærlingene er gået ind til den 20 måneder lange uddannelsesrejse med. Foto: Jim Hoff
Efter den hyggelige seance, der blev sluttet af med en 16 minutter lang billedkavalkade med underlægningsmusik fra blandt andet Tina Dickows ”Bitte små ryk”og Nik & Jay’s ”Dagslys”, stillede to af voksenlærlingene, Junior og Christian, sig til rådighed for den tilstedeværende lokale verdenspresse.
Brasiliansk guttermand ser Velux som sit 2. hjem
42-årige Junior er oprindeligt fra Brasilien. Han kom til Danmark i 1994 og bor i dag i Nr. Snede. Hans nuværende funktion hos Velux er montør og TWI-træner, hvor man opererer med en specifik oplæringsmetode af medarbejderne.
Junior kan i 2023 fejre 20-års jubilæum hos Velux, og han var bestemt motiveret tilbage i 2022 til at søge en plads til en voksenlærlingeuddannelse. Men han havde dog en barriere, han skulle overskride.
- Jeg er ordblind, og uddannelsen her er jo ikke kun praktisk. Så jeg fik en snak med vores underviser Christian, og forklarede ham, hvor meget jeg vil det her, så jeg kan blive endnu bedre både fagligt og menneskeligt, så jeg kan blive endnu bedre til at hjælpe andre. Christian forklarede mig så, at der følger en masse it-hjælpemidler med, som kan støtte mig under uddannelsen, og det har jeg haft rigtig meget glæde af. Det er faktisk gået rigtig fint, fortæller Junior, der gik ind til uddannelsen med både de håndværksmæssige og de mentale værktøjer i orden.
Blevet en bedre familiefar
Han kan med glæde berette, at han har fået stort udbytte af de første 6 måneder – både fagligt og på det menneskelige plan. - Rent personligt kan jeg mærke, at jeg har fået flere redskaber og værktøjer til at håndtere tingene derhjemme rent privat. Jeg er blevet en bedre samtalepartner for min kone og mine børn. Jeg er blevet bedre til at få mere ud af dem, blevet bedre til at holde ro, og generelt har jeg nu fået flere værktøjer til at håndtere de forskellige dagligdags situationer bedre, fortæller en bredt smilende Junior. Han er nu også, til stor forbavselse for ikke mindst sig selv, sprunget ud som computer-nørd. Inden uddannelsesstart var pc-kompetencer ikke der Junior shinede, men nu ser det anderledes ud.
Brillerede på pc til eksamen
- Det lykkedes mig faktisk på ret kort tid at lære så meget om Power Point, at jeg fik lavet og fremlagt min eksamensopgave i naturfag på computer. Det var da helt vildt, og slet ikke så svært som jeg havde troet. Det viser jo bare, at man ikke skal være bange for at kaste sig ud i tingene, selv om de kan se svære ud, fortæller Junior, der blandt andet har hentet et 7 og 10-tal til eksamen.
- Det havde jeg ikke drømt om i min vildeste fantasi. Jeg havde bare håbet at bestå, men der er sket meget godt i de seks måneder, hvor jeg virkelig føler, jeg har rykket mig fagligt og menneskeligt – og det vil jeg med glæde betale tilbage til Velux, som jeg føler er mit andet hjem, konstaterer den brasilianske guttermand.
Christian elsker at dygtiggøre sig
Næste mand ved mikrofonen er 41-årige Christian Grundahl Andreasen, der har arbejdet på Velux i 12 år i montageafdelingen. Han har løbende været på kurser i de 12 år, og da tilbuddet om en voksenlærlingeuddannelse kom på bordet, var han ikke i tvivl.
- Da jeg fik muligheden for at uddanne mig yderligere, var jeg klar. Jeg har altid været hooked på at lære nyt og har derfor også altid løbende søgt kurser her på stedet. Og den ros man får, når andre erkender, at man er blevet bedre og har lært noget nyt, det giver også et stort kick, fortæller Christian med begejstring i stemmen.
Vil så gerne betale tilbage til Velux
Han oplevede i starten på sin karriere hos Velux, at forventningerne kunne være høje, og at tonen kunne være lidt hård. Men netop den slags er noget man løbende tager hånd om, ikke mindst ved at sende medarbejderne på kurser, så de får bedre kompetencer både på det faglige og det menneskelige område. Og så er vi tilbage til direktør Lars Henrik Pedersens tese om, at det som på et godt håndboldhold handler om at “spille hinanden bedre”.
Tove Nybo, kommunikationsansvarlig hos Velux Thyregod, har fået fremstillet et såkaldt IOP-krus til alle deltagere som et synligt og dagligt bevis på den rejse de er ude på. Foto: Jim Hoff
Christian står for team support i montageafdelingen, hvor han, for nu at blive i sportsanalogien, er en slags anfører på holdet. - Jeg har i forbindelse med denne her uddannelse også følt et behov for at sætte mit præg på TBI. Jeg vil gerne betale den respekt og kærlighed tilbage, som jeg gennem årene har fået her på stedet. Det får jeg nu mulighed for, hvor jeg som færdiguddannet kan supportere mine kolleger, pointerer Christian.
- Har givet mig stærke mentale værktøjer
Han har hos TBI/Velux oplevet, at man har lyttet til mange af hans ideer. - Det har løftet mig, både fagligt og menneskeligt, og nu vil jeg bare så gerne betale tilbage. Den udvikling jeg har haft her på Velux, er jeg taknemmelig for, for det har også haft positiv betydning for andre ting i mit liv. Jeg føler, jeg her er en ildsjæl. Jeg har stor lyst til at være her. Min arbejdsplads er simpelthen min tredje familie, siger Christian. Han har på de første seks måneder oplevet, at de mentale modeller/værktøjer, de 32 voksenlærlinge er blevet præsenteret for, har givet ham en erkendelse af, at det er ok at fejle, man skal blot lære af sine fejl.
- Og så har jeg fået en erkendelse af, at det altså ikke altid nødvendigvis er min skyld, når noget går galt. Væk med skammen, op på hesten igen. Det handler om at sætte sig nye mål, og det er jeg mere åben overfor nu. Det her forløb har også givet mig en klar erkendelse af, at samarbejde er det allervigtigste. Derfor glæder jeg mig rigtig meget til det fremtidige samarbejde med de andre gode IOP’ere (industrioperatører, red.), konstaterer Christian med et stort smil.
Innovative, optimistiske professionelle
Nu går voksenlærlingene i gang med hovedforløbet, inden de fra maj går på ”uddannelsespause” i fire måneder, hvor de skal koncentrere sig 100 procent om produktionen af ovenlysvinduer.
Derefter er det tilbage til ”klasseværelset”, hvor undervisning, praktikbesøg, virksomhedsbesøg og fine fælles oplevelser venter. Alt sammen kombineret med at lærlingene passer deres job hos Velux.
I forbindelse med markeringen af det vel overståede grundforløb har Tove Nybo, der er kommunikationsansvarlig hos Velux Thyregod og stærkt involveret i projekt voksenlærling, fået fremstillet et såkaldt IOP-krus til alle deltagere som et synligt og dagligt bevis på den rejse de er ude på.
IOP står i denne sammenhæng på engelsk for Innovative, Optimistic & Professionals – og det kan jo sagtens oversættes direkte til jysk, vil jeg nok mene.
Stemningen var god og humøret højt, da de 32 voksenlærlinge hos VELUX i sidste uge afsluttede grundforløbet ved en seance på Kursuscenter Thyregod. Foto: Jim Hoff