Aalbæk Specialiteter blev en legendarisk lokal butik, som blev frekventeret også af kunder langvejs fra - og det gennem mange år. Fredag den 27. april er det desværre slut - her holder butikken åben for sidste gang. Foto: Aalbæk Specialiteter
Slagterbutikken i Farre lukker. Og det er for stedse. Det var denne meget beklagelige meddelelse, der tonede frem på butikkens Facebook-side i morges. Nok havde butikken skåret ned i åbningstiderne, men at der var en decideret lukning på vej, anede nok de færreste.
Af Jim Hoff - jimhoff@voreslokalavis.dk
Vores LokalAvis
FARRE: Allerede i februar måned i år spillede slagterbutikken i Farre ud med en ændring i konceptet, hvor man indførte radikalt ændrede åbningstider - læs: man holdt kun åben torsdag og fredag fremover.
Denne manøvre skulle så vise sig at blive starten på enden, for her i dag tirsdag den 25. april har Ole Sørensen og Peter Aalbæk via Facebook bekendtgjort, at de lukker butikken. For mange uden tvivl et chok og lukningen vil medføre et stort savn i udbuddet af gode delikatessebutikker her på egnen - og for den slags skyld landdækkende, for det er en butik, der har haft kunder fra hele landet.
Og som blev landskendt via en programserie på DR 2, ligesom man også høstede stor bevågenhed, da Mik Schack lagde vejen forbi butikken i sit madprogram.
Vil i forskellige retninger rent karriermæssigt
Ole og Peter udtaler, at de efter lange og grundige overvejelser har besluttet at lukke butikken i Farre. Det har været et spændende, men også et særdeles krævende projekt at drive butikken. På trods af dette har vi, selv i en meget udfordrende tid for detailhandlen generelt, formået at fastholde kundegrundlaget og drive en sund forretning.
- Vi har dog nu valgt at søge nye udfordringer hver for sig, og her passer driften af butikken og de ressourcer, det kræver desværre ikke ind.
Medejer Ole Sørensen, der har været en populær frontfigur i butikken i et kvart århundrede, erkender, at det er en trist dag og, at det er sørgeligt at skulle melde det her ud.
- Vi er alle berørt af det her, naturligvis også personalet her i butikken. Det er jo ikke bare en butik, der lukker - det er en institution, som har haft en stor betydning for os i butikken samt ikke mindst alle vores gode og trofaste kunder
Sidste åbningsdag på fredag
faktuel har butikken sidste åbningsdage torsdag d. 27. og fredag 28. april, 2023, hvor man vil stå klar med et par ekstra gode tilbud klar.
Det understreges også i meddelelsen på Facebook, at Aalbæk Specialiteter, som produceres og markedsføres af Atria Danmark i Horsens, fortsat vil kunne købes i dagligvarehandlen og vil ikke blive berørt af lukningen af slagterbutikken.
Afslutningsvis sender Ole Sørensen og Peter Aalbæk en stor tak for den store opbakning, og de to herrer ønsker alle deres kunder en god sommer.
Mon ikke butikken får nok at se til torsdag og fredag, for denne fremragende butik og de dygtige gode folk, der har sat vores egn så eminent på landkortet, fortjener i høj grad en ordentlig salut og et kæmpe skulderklap.
Peter Aalbæk og Ole Sørensen har valgt at gå hver til sit, da de vil i forskellige retninger og har valgt at søge nye udfordringer. Foto: Kasper Kamuk