Lonni Stoltenborg, Anne Lise Opstad og Dorthe Trøstrup åbner sammen med smykkedesigner Marie Uhre en pop-up-butik i Give i maj måned. Foto: Jim Hoff
Give får en ny og spændende pop-up butik med dansk design i lokalerne på Østergade 20. Det er fire kvinder fra Give og Sdr. Omme, der er gået sammen om konceptet, der rummer kunst, keramik, tøj og smykker. Indtil nu har kvinderne markedsført sig via de sociale medier, men nu springer de ud i den virkelige verden.
Af Jim Hoff - jimehoff@gmail.com
Vores LokalAvis
GIVE: Fra 3. maj og frem til pinse får Give en ny butik. Der vil være tale om en såkaldt pop-up butik, hvor det er konceptet, at butikken kun eksisterer i en kortere periode, hvorefter den lukker ned igen.
Grunden til, de fire kvinder, der er gået sammen om butikken, gerne vil lave en pop-up butik er blandt andet at give borgerne i Give muligheden for at købe unik dansk design samt gøre opmærksom på sig selv som designere og formgivere.
- Indtil nu har formidlingen af vores designprodukter været fra mund til øre metoden, gennem de sociale medier som Facebook og Instagram samt på div. udstillinger. Men da vi fik muligheden for at vise deres fine ting frem via en pop-up butik i Østergade i Give, slog vi til, fortæller Lonni Stoltenberg fra den kreative kvartet.
Damerne byder velkommen første gang i butikken onsdag d. 03. maj klokken 13.00-17.30, hvor de er vært med lidt at drikke.
Lonni Stoltenborg, Anne Lise Opstad og Dorthe Trøstrup åbner sammen med smykkedesigner Marie Uhre en pop-up-butik i Give i maj måned. Foto: Jim Hoff
Åbner med en konkurrence
På åbningsdagen vil der være mulighed for at deltage i en fin konkurrence med flotte præmier. Alt du skal gøre er at kigge forbi butikken og skrive dit navn og telefonnummer på en seddel, hvorefter du er med i lodtrækningen om et flot originalt alkohol ink. billede fra Art by Lonni Stoltenborg, et par smukke øreringe af porcelæn fra Uhre Design samt et fint keramik krus af Dorte Trøstrup keramik.
Butikken kommer som indledningsvist skitseret kun til at eksistere i en periode på fire uger fra d. 3. maj til og med lørdag d. 27. maj. Lonni kan oplyse følgende åbningstider: Onsdag-fredag klokken 13.00-17.30 samt lørdag kl. 10.00-13.00. Der vil lukket på helligdage lukket.
Art by Lonni Stoltenborg
I butikken vil du blandt andet kunne finde original kunst af Art by Lonni Stoltenborg. Lonni er bosat i Give, hvor hun har sit lille atelier i sit hjem. Hun maler med alkohol ink, hvilket er en alkoholbaseret blæk.
Derudover maler hun også abstrakte malerier med akrylmaling. Det er lag på lag af maling. Hvert maleri har sin egen fortælling, og der ligger rigtig mange arbejdstimer bag, før hun bliver helt tilfreds og maleriet føles rigtigt.
Hendes passion er at male og skabe unik kunst.
Det betyder meget for hende, at hun kan være med til at skabe liv og stemning i andres hjem med hendes kunst.
Dorthe Trøstrup Keramik
Derudover vil du også kunne finde håndlavet keramik af Dorte Trøstrup keramik. Dorte bor i Sdr. Omme, hvor hun også har sit værksted hjemme. Alt keramik er håndlavet. Hun laver lige det, hun har lyst til, og det som fanger hendes interesse lige nu. Hun glaserer som det falder hende ind.
Hun går ikke så meget op i at alting skal være ens.
Hun kan f.eks. godt li’ hvis hver kop er lidt forskellig formet, så man kan finde en favorit, der lige passer i ens hånd. Hun forsøger så vidt som muligt at lave hendes glasurer selv, for ikke at ligne alle andres ting.
Tøjdesign fra MORÈ
I butikken vil du også kunne finde et udvalg af tøj designet MORÈ. MORÈ har til huse i Give. MORÈ sælger restlager af europæisk producerede habitter til damer til under produktionspris. MORÈ er en linje stilfulde klassiske designs, der er uundværlige i enhver kvindes garderobe.
Produkterne kan styles op eller ned og kan tilpasses enhver anledning eller stemning, privat såvel som til professionelt brug.
Habitterne er i 100% sort uldsatin fra Østrig, og skjorterne i 100% hvid bomuld fra Italien og der er størrelser fra 36-46. MORÈs modeller 2 jakker, 2 nederdele, og 3 bukser kan kombineres på kryds og tværs. Modellerne er velforarbejdede i materialer af høj kvalitet.
Ved at vælge kvalitetsprodukter med god pasform i tidløst design, kan disse være en del af din basisgarderobe i mange sæsoner.
Smykker fra Uhre Design
Endvidere vil der være et udvalg af smykker designet af Marie Uhre, som er et 100% dansk håndlavet design. Marie har produceret mange små oplag gennem tiden af porcelænssmykker.
Undervejs har hun lært sig at lodde sølv, så hun har kunnet tilføje en større bredde i smykkefremstillingen.
Marie Uhre. Privatfoto
Alle smykker går gennem hendes hænder mange gange og produceres med en langsommelighed og en forkærlighed, for at se en idé blive til virkelighed. I dag går hendes fremstillinger under navnet Uhre Design, som har til huse i Sdr. Omme.
- Vi håber, at folk vil gribe muligheden for at komme ind og besøge vores pop-up butik. Tag gerne dine venner og familie under armen og besøg os på Østergade 20, hvor vi glæder sig til at tage godt imod dig, lyder opfordringen fra Lonni Stoltenborg.