10 Apr
10Apr

Bodil Hansen blev overfalder den 22. januar 2020 udenfor Nettobutikken i Billund. I dag godt tre år efter kæmper hun stadig medefterveerne fra overfaldet med stærke fysiske og psykiske mén. Foto: Jim Hoff

Vi befinder os uden for Netto i Billund. Vi skriver onsdag den 22. januar 2020, klokken er 5.20. Butikschef Bodil Hansen befinder sig udenfor, hvor hun skal til at låse butikken op. Pludselig mærker hun et hårdt slag til nakken, alt bliver sort – og hvad der så sker, husker Bodil ikke. Efterfølgende viser det sig, at hun er blevet tildelt slag og spark af to mænd til både hoved og krop. Godt tre år senere kæmper Bodil med store fysiske og psykiske eftervirkninger og med at få udbetalt arbejdsskadeerstatning. 

Af Jim Hoff - jimehoff@gmail.com

Vores LokalAvis

TØRRING: Efter at være blevet udsat for et brutalt overfald foretaget af to ukendte gerningsmænd onsdag den 22. januar i 2020 foran Nettobutikken i Billund kæmper daværende butiksleder Bodil Hansen stadigvæk med en række fysiske og psykiske mén. Økonomisk ser det også meget anderledes ud her tre år efter overfaldet – i den forkerte retning.  

- Da jeg i 2020 blev slået ned og sparket og slået i hovedet og på kroppen, arbejdede jeg som butikschef hos Netto i Billund og havde en årsløn på omkring 600.000 kroner. Nu hedder årslønnen 250.000 kroner på grund af nedsat arbejdsevne, så det har udover mine fysiske og psykiske mén kostet mig 350.000 kroner om året i tre år at blive overfaldet, fortæller Bodil Hansen, der bor sammen med sin mand Dennis i Tørringområdet.

Mareridtsagtig rejse gennem sundhedssystemet 

Vi vender lige tilbage til den grufulde januardag i 2020, hvor Bodil blev udsat for det brutale overfald. Nettos distriktschef rykker hurtigt ud til stedet og sørger for, at Bodil kommer på sygehuset. Og allerede her starter en med Bodil Hansens ord ”mareridtsagtig rejse gennem sundhedssystemet”.  

- Undersøgelsen på sygehuset i Horsens var sådan lidt la-la, og generelt har jeg bare følt, at man ikke har taget mig alvorligt, uanset om det så var hos egen læge, tandteknikeren, på privatklinikken i Mølholm eller på sygehuset i Horsens. Især omkring mine voldsomme smerter i hovedet efter overfaldet, der gav mig en kraftig hjernerystelse, føler jeg mig ikke hørt og taget seriøst. Jeg er slet ikke i tvivl om, at overfaldet har givet mig en hjerneskade, som giver mig nogle virkelig meget ubehagelige både fysiske og psykiske nedture, fortæller Bodil.

Sendt på arbejde fire dage efter overfaldet

 Hun føler ikke, at hun i forbindelse med de indledende undersøgelser på sygehuset i Horsens blev checket omhyggeligt nok for en eventuel hjerneskade. Skaderne på nyrerne og armen/skulderen blev fint blotlagt og diagnosticeret, men lige omkring hovedtraumet føler Bodil sig ikke godt nok behandlet.  Hun kom meget hurtigt, nogle vil nok mene alt for hurtigt, sendt tilbage på arbejde efter overfaldet. Hun fortæller, at det blev aftalt med distriktschefen for Netto, at hun skulle møde igen mandag blot fire dage efter overfaldet. 

- Jeg blev tilbudt et telefonmøde med en psykolog, men jeg var stadig traumatiseret og angst, når jeg var i butikken. Det var virkelig ikke rart. Hver gang en person nærmede sig mig lidt pludseligt bagfra, fór jeg sammen og blev bange. Jeg blev så indkaldt til lønmøde i november 2020, og her blev jeg nedgraderet fra butikschef til souschef.

Vanvittige svimmelhedsanfald 

- Arbejdsugen lød på 60-70 timer, så det var vildt stressende. Jeg følte også, at distriktschefen havde løjet for mig i forhold til vores aftaler. Da han præsenterede mig for en liste med 30 punkter, og det var take it or leave it, blev det et ”nej tak” herfra. Sagen overgik til min fagforening, der har kørt mange af den slags sager mod Netto. Det endte med et gyldent håndtryk, hvor jeg fik 5 måneders løn efter 10 år i Netto.

Så var det Jobcentret, der tog over, og det blev en rodet forestilling med corona, og hvor Bodil følte sig kastet rundt blandt seks forskellige sagsbehandlere. Der kom flere jobforslag på bordet med udgangspunkt i, hun tidligere har arbejdet som lastbilchauffør, blomsterbinder og i hjemmeplejen.  

- 1. juli 2021 startede jeg på Lindehøj Centret i Horsens, hvor jeg havde ansvar for at lægge 12 beboere i seng. Men det gik galt ret hurtigt. Jeg gik totalt ned med smerter i nakken og med helt vanvittige svimmelhedsanfald. Jeg havde ugelange anfald, var konstant svimmel og kunne praktisk talt ikke stå op og var i konstant stress over det. Jeg gik ned i tid, fik noget medicin og kom til psykiatriske tests. Al mad, væske osv. som jeg indtog røg bare op igen. Pyha, det var virkelig megahårdt, fortæller Bodil

Det var her ved Netto-butikken i Billund, at Bodil blev overfaldet af to mænd en tidlig januarmorgen i 2020. Arkivfoto.

Kampen for anerkendelse

 Den 3. januar 2022 startede hun med et formiddagsjob hos købmand Jørgen Mikkelsen i butikken i Kollemorten. Han manglede en medarbejder, og her kunne Bodil som tidligere Nettokøbmand godt se sig selv hjælpe til. 

- Jeg forklarede Jørgen om mine issues med manglende korttidshukommelse, mine svimmelhedsanfald osv., og han viste forståelse for min situation – og det fungerer fint i det daglige, hvor Jørgen er god til at tage hensyn til mine problematikker, fortæller Bodil. 

Og så kommer vil til en grundlæggende hovedproblematik i Bodils tilværelse. Det handler om den manglende anerkendelse af, at Bodil som følge af overfaldet i 2022 har fået en hjerneskade, som udløser de beskrevne svimmelhedsanfald, angst, depression og en udtalt mangel på arbejdsevne. Lige nu handler det om at få kortlagt graden af de mén, som Bodil har efter overfaldet - derefter skal der tages stilling til tabt arbejdsevne.

- Min arbejdsgiver anmeldte sagen tilbage i 2022 til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring AES). Efter flere ture frem og tilbage i systemerne med advokat, læger, sygehuse og AES, fik jeg den 18. februar i 2022 en skriftlig erklæring fra AES, hvoraf det fremgår, at alle mine fysiske og psykiske problemer stammer fra det overfald, jeg blev udsat for. Og at der er tale om en arbejdsskade, siger Bodil.

Hårdt at ingen tror på mig

 - Det er en markant nedgang i arbejdsfortjeneste, jeg kigger ind i – og det her ender jo med, at jeg om min mand Dennis må gå fra hus og hjem, når det mangler 350.000 kroner om året i budgettet. Og så er det rigtig svært at leve med, at ingen tror på mig, når jeg fortæller om mine problemer med hovedet. Jeg er ikke i tvivl om, at jeg har fået en hjerneskade. Hverken min læge, eller det offentlige system tror på mig. Mindst én uge om måneden har jeg det som om, jeg lever i en osteklokke, hvor jeg er totalt nede at ligge. Og jeg forstår det simpelthen ikke. Alle 10 punkter er blevet anerkendt i forhold til graden af mine mén og derpå følgende vurdering af arbejdsskadeerstatning, men afgørelsen bliver udsat gang på gang. Den seneste afgørelse skulle i forhold til den skriftlige redegørelse jeg fik den 18. februar 2023 være faldet senest i marts 2023, men nej, intet.

Ender med at sætte huset til salg

Af de benævnte papirer, som avisens udsendte har set, fremgår det, at AES  anerkender, at smerter i nakken, højre skulder, mave/nyrer, den belastede psyke med deraf følgende depression og angst anerkendes som arbejdsskader som følge af overfaldet tilbage i 2020.

- Derfor forstår jeg simpelthen ikke, hvorfor jeg ikke kan få den erstatning udbetalt. Min mand Dennis har heldigvis været en helt fantastisk støtte for mig og været min trofaste bodyguard gennem hele processen. Han følger mig på arbejde, når jeg skal åbne butikken og går først ind, fordi jeg simpelthen er bange. Vi har grundet situationen, vi står i, besluttet at sælge vores hus. Og nu vi snakker om penge, så ser det jo ud som om, at der er nogen her (AES), der bare vil spare penge – og derfor lyder mit råd til alle: Tegn så mange forsikringer I overhovedet kan. Ironi kan forekomme, lyder det fra Bodil med et skuldertræk og opgivende blik.

Kommentarer
* E-mailadressen vil ikke blive offentliggjort på hjemmesiden.
I BUILT MY SITE FOR FREE USING