09 Mar
09Mar

Det er her i krydset på Diagonalvejen mellem Boesenbæk og Dæk Ejnar, at de underliggende fjernvarmerør skal udskiftes, når Bæksgårdvej kobles på fjernvarmen med overskudsvarme fra rensningsanlægget. Foto: Jim Hoff

Give Fjernvarme har som tidligere beskrevet her i mediet rygende travlt i disse måneder med opkobling til nye områder, opførelse af akkumuleringstank til overskudsvarme fra Danpo i Farre og snarlig opførelse af ny administrationsbygning og teknikbygning. Men det stopper ikke her. Nu er man i gang med at gå ind i Give Erhverv Vest på Bæksgårdvej

Af Jim Hoff - jimehoff@gmail.com

GIVE: Efter at aftalen med at overtage overskudsvarme fra fjerkræslagteriet Danpo i Farre er kommet i hus hos Give Fjernvarme, ligger der nu et nyt lignende projekt i pipeline hos det driftige fjernvarmeværk i Give.

Denne gang handler det om konvertering af overskudsvarme fra Vejle Spildevands rensningsanlæg på Bæksgårdvej i Give – og om at tilkoble netop erhvervsområdet i Give Vest til fjernvarmen. 

- Vi arbejder lige nu på et projekt, hvor vi på sigt ved at aftage overskudsvarme fra spildevandsanlægget på Bæksgårdvej vil blive i stand til at forsyne området derude med fjernvarme. 

- Det foregår rent teknisk på den måde, at vi køler det rensede 25 grader varme spildevand. Vandet bliver kølet ned til 5 grader, og så tager vi simpelthen energimængden ud af vandet som en slags omvendt køleskab. Denne varmeenergi ledes så ud i vores ledningsnet, forklarer driftsleder på fjernvarmen, Peter Mikael Kjer.

Sparer 1.6 millioner på genbrug af rør

Nu kommer vi så til det det store genbrugsrigtige nedslag i denne her historie. For efter grundige analyser viser det sig, at størstedelen af de rør, der udgør det gamle ledningsnet, som blev deaktiveret i 1997, og som ligger ubenyttede i jorden fra Bæksgårdvej og frem til den tidligere chipsfabrik (i dag Outdoor Oase) på Kornvej og frem til centralen på Energivej, faktisk kan genanvendes til det nye fjernvarmeprojekt på Bæksgårdvej.

Det er overskudsvarmen fra rensningsanlægget på Bækssgårdvej i Give, der bliver konverteret til varmeenergi - som så kan være med til at forsyne Erhverv Vest i Give med fjernvarme. Foto:Jim Hoff

 - Det viser sig, at vi efter grundig gennemgang af rørenes tilstand, kan konstatere, at rørene absolut intet fejler, og at de kan genanvendes til at levere fjernvarme til Erhverv Vest. Ved at genbruge de gamle rør kan vi spare 1.6 millioner kroner, hvilket jo giver rigtig god mening. Vi ved så godt, at de gamle rør, der ikke er på samme isoleringsniveau som spritnye rør, vil give et mindre varmetab, der i kroner og ører vil koste værket 12.000-14.000 kroner om året. Men det er småpenge i forhold til den store besparelse, vi får ved at genanvende de gamle rør, pointerer Peter Mikael.

 Og så er der også hele logistikken med at grave vejene op og etablere nye rør. De gener og de omkostninger, der er forbundet hermed, slipper man jo også for.

Fjernvarme til Bæksgårdvej til den nye fyringssæson

Man forventer at gå i gang med projektet til april, og går alt efter bogen, så har har Erhverv Vest ifølge Peter Mikael fjernvarme, inden den nye fyringssæson for alvor går i gang.

- Det bliver gratis for beboerne i området at blive koblet på. Det gælder om at holde så høj en grundlast som muligt, og når Danpo første er koblet på fjernvarmen, så skal vi sørge for, at al den varme ,der produceres bliver anvendt. Det giver for os den bedste forretning. Og vi oplever da også en stor opbakning til projektet ude fra området.

Helt uden udfordringer er projektet dog ikke, for analysearbejdet af de gamle rør har vist, at rørene ved krydset under Diagonalvejen ved Boesenbæk og Dæk Ejnar er blevet skåret over i forbindelse med anden underjordisk anlægsarbejde med kloakeringsarbejde.

Skal etablere nye rør under Diagonalvejen

- Det betyder, at vi under Diagonalvejen i et bælte på en 15-20 meter skal etablere nye rør, og det kommer til at foregå på den måde, at vi laver to gravekasser henholdsvis ved Boesenbæk og ved Dæk Ejnar. Her har vi mødt stor og flot velvillighed hos de to virksomheder. Ved at gøre det på denne her måde, skal vejen ikke graves op, og det betyder, at trafikken vil kunne foregå helt som den plejer i grave- og etableringsperioden, understreger driftslederen.

 - Vi synes jo, at det er en rigtig god historie, at vi både kan genanvende overskudsvarme fra spildevandsanlægget og samtidig genanvende langt det meste af de gamle ledningsnet i forbindelse med, at vi kan tilbyde fjernvarme til borgerne og industrierne på Bæksgårdvej. Det er både grønt og miljørigtigt – og at vi også lige kan spare 1.6 millioner kroner, er jo også ganske fornuftigt, konstaterer Peter Mikael med et stort smil. 

Peter Mikael Kjer, driftsleder hos Give Fjernvarme glæder sig ove, at man kan spare 1.6 millioner kroner på at genanvende de gamle rør, når der skal etableres fjernvarme til Bæksgårdsvej. Foto: Jim Hoff

Kommentarer
* E-mailadressen vil ikke blive offentliggjort på hjemmesiden.
I BUILT MY SITE FOR FREE USING