03 May
03May

Onsdag den 12. april kunne formanden for borgerforeningen i Gadbjerg, Ole Lange, under bragende klapsalver fra salen præsentere byens nye købmandspar, Tanja Drachmann og Jens Quist Olsen. Foto: Jim Hoff

Efter at det tidligere købmandspar i Gadbjerg Elsebeth og Aksel Holst sidste år meldte ud, at de ville gå på pension i starten af 2023, fik man godt og grundigt travlt i den driftige landsby. Både med at skaffe midler til at købe og renovere butikken, og med at finde de helt rigtige afløsere og dermed de folk, der skal være med til at fremtidssikre både butikken og Gadbjerg som et godt lokalsamfund. Begge projekter lykkedes, og her kan vi nu præsentere byens nye købmandspar, Tanja og Jens.

Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk

Gadbjerg: Onsdag den 12. april klokken 18.15 genlød Gadbjerg-hallen af massive klapsalver fra en stor flok bredt smilende borgere for by og land. Borgerforeningens formand, Ole Lange, havde med stor entusiasme og glæde netop introduceret byens nye købmandspar, Tanja Drachmann og Jens Quist Olesen.

De kommer til at stå i spidsen for det spritnye købmandsprojekt, Foreningen Gadbjerg Butikshus, og dermed er en sej, lang og målrettet indsats fra den styregruppe, der stod bag både indsamlingen af midler  det ganske vist: Gadbjerg har også i fremtiden en købmandsbutik.

 Med præsentationen af Tanja og Jens kulminerede den flotte og målrettede indsats med først at få linet det nye projekt op i samarbejde med Dagrofa, at få samlet godt og vel 1 million kroner ind i borgerfinansierede anparter, at få købt de bygninger, der huser købmandsbutikken og den tilstødende bolig – og at finde gode, gerne lokale, folk til at drive den nye butik videre.

Marbella blev til Gadbjerg

Og lokale, det er Jens og Tanja, der bor i Tofthøj blot et flot stenkast fra Gadbjerg. Jens har boet 20 år i Tofthøj, mens Tanja har boet på gården på Tofthøj Møllevej i to år. De har begge arbejdet tæt sammen hos Garia i Viborg, der producerer elektriske golf- og fritidsbiler. Her var Jens produktionschef, mens Tanja arbejdede som kvalitetsansvarlig.

- Det var i den forbindelse, at vi kunne mærke, at vi arbejdede rigtig god sammen, hvilket vi jo også har brug for i forhold til vores store sammenbragte familie, hvor Jens har tre piger på 7, 19 og 22 år. og jeg har to drenge og en pige på henholdsvis 18, 20 og 21 år. Vi har som udgangspunkt ikke nogen hjemmeboende børn, men pt. bor Emilie hos os, idet hun mellemlander her, inden hun starter så sit studie i Aarhus til sommer, fortæller Tanja.

For et par år siden blev Garia solgt til en investor, og i den forbindelse blev Jens’ stilling nedlagt. Det medførte, at Tanja sagde sin stilling op. På det tidspunkt boede parret i Viborg, og gården på Tofthøj Møllevej var udlejet.  

- Vi havde stor lyst til at fortsætte med at arbejde sammen, så vi gik i gang med at udtænke et projekt med salg af golfbiler i Marbella i Spanien. Vi ville flytte derned og var faktisk også ret langt i processen, men så dukkede Putin op på den verdenshistoriske scene med sin krig i Ukraine. Det gjorde vores Spaniens-projekt meget usikkert, så vi besluttede at flytte tilbage til Tofthøj, hvor Jens begyndte at sælge brugte golfbiler fra de tilstødende bygninger til gården, mens jeg åbnede en webshop, hvor jeg sælger brugte designermøbler, som jeg selv sætter i stand. Derudover har jeg også et job ved siden af, siger Tanja, mens Jens, der lige er kommet hjem fra sit første kursusforløb hos Dagrofa, sætter vand over til en kop komme-hjem-kaffe.

Et livsstilsprojekt

Tanken om et fælles samarbejdsprojekt har dog hele tiden ligger og simret, og da Tanja og Jens så hørte, at Elsebeth og Aksel gik på pension, anede de en spændende mulighed. Og det endda i lokalområdet.  

- Vi kunne straks se gode muligheder som købmandspar. Her var der et projekt, et livsstilsprojekt, som vi kan være sammen om. Vi arbejder jo begge to mange timer, og skal kæmpe med kalenderen for at finde noget kvalitetstid sammen. I vores nuværende arbejdsliv har vi en hverdag, hvor vi hele tiden ser frem til at skulle holde ferie, så vi kan være noget mere sammen. 

- Og vi vil jo gerne have et arbejdsliv, hvor det handler om andet end at gå og se frem til, at man får ferie. Vi vil lave noget sammen, noget der giver mening, noget hvor vi er sammen tæt på 24/7, og hvor vi en til en er sammen i det hele, lyder det samstemmende fra Tanja og Jens.  

Vi kunne straks se gode muligheder som købmandspar. Her var der et projekt, et livsstilsprojekt, som vi kan være sammen om, udtaler Tanja og Jens. Foto: Jim Hoff

Føler sig godt klædt på

Nok kan man sige, at det at bestyre en købmandsbutik ved første øjekast synes at være noget andet end at være lokale købmænd i en landsby som Gadbjerg. Men Tanja og Jens kan sagtens finde sammenfaldende kompetenceområder, der kan overføres fra deres tidligere jobs.

- I en købmandsbutik handler det jo om kundeservice, at foretage kloge og gode indkøb osv.,og det er alt sammen dyder og kompetencer, vi kender fra vores tidligere jobfunktioner, ligesom vi også har godt kendskab til det at håndtere forskellige varegrupper og at bruge forskellige styresystemer. Mht. kundeservice handler det om at møde kunderne i øjenhøjde ,altid at give en god service, og her føler vi begge to, at vi netop på den konto har en del at byde på. Vi har altid følt os vellidte blandt vores respektive kunder og gode til at begå os blandt folk, konstaterer Jens med et smil og bifaldende nik fra Tanja. 

Sidstnævnte har blandt andet haft en fysisk butik i Bjerringbro, hvor hun solgte babytøj og babyudstyr, og her lærer man da i høj grad en hel masse om kundeservice på alle planer.

Med en hel by i ryggen

Tanja og Jens er helt trygge ved at skulle overtage som byens nye købmandspar i Gadbjerg – af flere årsager, som de forklarer her.

- En by hvor befolkningen samler pænt over en million ind, så deres købmandsbutik kan køre videre, vidner jo om en kolossal opbakning. Vi mærker jo tydeligt, at det her projekt, det er noget borgerne virkelig bakker op om, og det er jo et fantastisk udgangspunkt. Flere af vores bekendte har spurgt os, om vi da virkelig tør kaste os ud i det her projekt. Og det gør vi. Vi går ind i det her, som var det et nyt kærlighedsforhold, siger Tanja mens Jens tilføjer: 

- Derudover får vi også en vis grad af selvstændighed omkring varegrupperne. Der er selvfølgelig et færdigstrikket koncept fra Dagrofa, hvor nogle varegrupper ligger fast, men vi får også mulighed for at lytte til de lokale kunder og deres eventuelle ønsker. Derudover har vi nogle gode og konstruktive dialoger med arbejdsgruppen omkring købmandsbutikken, hvor vi samarbejder om at blive enige om vejen, vi skal ud på. 

Onsdag den 12. april var en skelsættende dag for Tanja og Jens. Denne dag blev de officielt præsenteret som byens nye købmandspar. Foto: Jim Hoff

Ny butik, nyt købmandspar = nye ideer

- Vi får sammen vendt en masse ideer i forhold til det, man vil her i byen. I og med man nu får en helt nykonstrueret købmandsbutik og et nyt, tør vi godt sige her i en bisætning, yngre købmandspar, så vil det naturligvis også afspejle sig i, hvordan butikken vil komme til at se ud – og blive drevet fremover.

- Vi vil naturligvis ryste posen lidt, og komme ind og drive butikken på en ny facon. Vi kommer qua vores alder med en masse ny energi og dermed nye muligheder. Vi vil udover den faste kundekreds fra byområdet også satse på at hente kunder ind udefra, for på den måde at vækste. Derudover vil vi bruge de sociale medier rigtig meget til at markedsføre os. Vi har da også nogle ideer om, at kunne levere præfabrikerede færdigretter til områdets erhvervsliv– og vi skal helt sikkert have indledt et samarbejde med en række lokale leverandører af råvarer. Vi tænker også på at lave en fin kombination af fredagsmenu og bland-selv-slik til områdets børnefamilier, lyder det med entusiasme i stemmerne fra Tanja og Jens.

De har den indstilling til tingene, at ikke alt de sælger i butikken nødvendigvis skal give afkast på bundlinjen. Det handler også om at søsætte nogle tiltag, der trækker folk ind i butikken og den vej rundt på sigt generere et mersalg.

Længere åbningstider

Med hensyn til indretningen af butikken samt placeringen af de respektive varegrupper lytter Tanja og Jens meget til Dagrofa, der har præsenteret dem for en professionel og gennemarbejdet plan.

-Selvfølgelig har vi indflydelse på de her ting, og vi har som sagt også jævnligt møder med arbejdsgruppen. Men da vi bor til leje, er det jo begrænset, hvor meget vi kan rende rundt og flytte vægge osv., pointerer Jens. 

Parret er 100 procent indstillet på, at når de første dag åbner dørene som byens nye købmandspar, så træder de også samtidig ind i et karrierefelt, hvor der er tale om en livsstil. Det skilt lyste for alvor op den onsdag aften, hvor Jens og Tanja i hallen i Gadbjerg-hallen blev præsenteret for borgerne.

- Det var en vild onsdag. Det var første dag i resten af vores helt nye liv, og hold nu op, hvor vi glæder os. Vi kan da sagtens se os selv stå i hallen om 40 år og være dem, der som Aksel og Elsebeth for nylig, modtager blomster efter lang tro tjeneste. Igen vil vi understrege, at det er dagligdagen, der er det vigtigste for os. Her handler det om at fylde på med gode oplevelser, og at give plads til de mere impulsive af slagsen. Og der skal da nok blive rigeligt at se til, for vi vil køre med nye og længere åbningstider, så fremover holder vi åbent fra klokken 7.00 til klokken 20.00 hver dag, forklarer Tanja. 

Gadbjergborgerne har mødt det nye købmandspar med en udpræget positiv og anerkendende tilgang. Opbakningen til projektet er enorm i den driftige landsby. Foto: Jim Hoff  

Åbner torsdag den 8. juni

Parret vil naturligvis være det faste midtpunkt i butikken, men der skal også ansættes folk, der kan tage fra og være med til at give Tanja og Jens en fleksibel arbejdsplan.

- Vi starter helt fra scratch mht. ansatte. Folk der er interesserede i at få job her hos os, kan bare melde ind. Vi påbegynder en helt frisk ansættelsesproces, og vi skal nok være klar med et stærkt hold, når vi åbner torsdag den 8. juni. Og det gør vi, for håndværkerne følger den meget stramme tidsplan til punkt og prikke. Der er drøn på – både for vores vedkommende og for de folk, der arbejder med renoveringen af butikken. Samtidig er jeg også begyndt i praktik, hvor jeg følger en købmand i Spar-butikken i Nr. Bjert, og Tanja er stadig i job her i uge 16. Men så kalder praktikken igen – og det bliver to uger i Silkeborg.

- Derefter har vi tre uger, hvor det hele skal falde på plads: Butikken skal fyldes op, alt det tekniske omkring nets og dankort skal køres ind, vi skal have styr på pantsystemtet, der skal stiftes et ApS – så der ligger en række tunge administrative opgaver forude. Her er vi rigtig glade for, at vi har en god baggrund og ret gode kompetencer i forhold til at få til at få tacklet alle de her udfordringer, siger Tanja og Jens.

Meget mere end en dagligvarebutik

De har da også fået positive tilbagemeldinger fra Dagrofa i forhold, at de er et voksent og veluddannet par. Det danner grundlag for et godt samarbejde for organisationen. 

Rent butiksmæssigt vil det nye købmandspar satse på en velassorteret frugt- og grøntafdeling med mere økologi på hylderne. Derudover skal bland-selv-slikken tilbage, og på mange måder vil det bare blive en helt anden butik at komme ind i.

- Vi vil gøre alt for at undgå halvtomme hylder, der skal altid være fyldt op, og det hele skal stå snorlige. Butikken skal præsentere sig flot og lækker. Baglokalet vil blive lavet om til pakkeshop, så kunderne ikke skal stå og vente ved kassen. Så alt i alt starter vi på en frisk med en ny, strømlinet butik, hvor der ikke kun vil være dagligvarer. Der vil være pakkeshop, SpilDansk, en apoteksafdeling , brødudsalg og en afdeling med sandwich ud fra konceptet ”wrap and go”. Butikken skal også være håndværkervenlig, og vi vil prøve flere tiltag af som ja-tak-tilbud, click and collect og salg af lækre lokale specialiteter, forklarer det nye dynamiske købmandspar.

Har fået en fantastisk modtagelse

Man vil også kunne blive inviteret til små events i butikken, fiskebilen skal tilbage - og der arbejdes også på at få en bil med friskstegte kyllingespecialiteter til byen. 

Som man kan læse, har Tanja og Jens massevis af ideer, de ved godt at nogle af dem sikkert vil falde til jorden, og apropos jorden, så vil man butikken køre med jordnære priser, der matcher discountkæderne.

- Alt i alt kan vi kun understrege endnu engang, at vi glæder os rigtig meget til for alvor at komme i gang. Vi har fået en fantastisk modtagelse, og har kun hørt positive tilbagemeldinger fra folk - og det er bare så dejligt og motiverende, lyder det afslutningsvist fra Gadbjergs nye købmandspar.

Når butikken åbner vil kunderne blive præsenteret for en række nye ting, der skal være med til at gøre butikken attraktiv også for folk udenfor Gadbjerg. Foto: Jim Hoff

Kommentarer
* E-mailadressen vil ikke blive offentliggjort på hjemmesiden.
I BUILT MY SITE FOR FREE USING