Vintage, veteranbil - kald det hvad du vil, men i gamle dage kunne man altså lave smukke biler. Foto: Jim Hoff
Lørdag den 13. maj kunne vi igen nyde en masse flotte veteranbiler i bybilledet i Give da Dæk-Ejnar fra lørdag formiddag inviterede til Opeltræf på Kornvej.
Solen spillede igen flot med, og det betød, at der dukkede pænt over 20 gamle flotte Opelbiler op på pladsen foran Dæk-Ejnars værksted.
Ejnar Rosenhøj, bedre kendt som Dæk-Ejnar, var igen vært for Opeltræffet i Give, og han havde bestilt godt vejr og masser af pølser til Opelfolket. Foto: Jim Hoff
Der blev traditionen tro "sparket dæk" og udleveret historier og anekdoter ad libitum om de gamle flotte biler - og de folk, der kører i dem.
Dagens vært var naturligvis på plads med en række friske Kadetter, og han havde også sørget for lidt godt at spise til det Opelglade folkefærd.