24 Apr
24Apr

Loppemarkedet i bededagsferien i Thyregod er altid velbesøgt og har været i tæt på nu 50 år. Foto: Frem Thyregod

Kæmpe Loppemarked i Thyregod Hallen fredag og lørdag i bededagsferien. Det er en sætning, vi har hørt i efterhånden 50 år, men nu er det ved at være slut med det. Dog ikke med selve loppemarkedet, men med placeringen i bededagsferien, idet denne fridag som bekendt er på vej ud af kalenderen.

Af Jim Hoff & Jan Riis Hansen - jimhoff@voreslokalavis.dk 

Vores LokalAvis

THYREGOD: Traditioner har mange kvaliteter indbygget, blandt andet betyder de gode faste traditioner, at man bedre husker ting, hvordan var det nu lige det var, og hvornår er det nu lige, det plejer at ske. Sådan er det også i med sportsforeningen Frem Thyregod, der gennem nu snart 50 år har afholdt det store traditionsrige loppemarked i bededagsferien. Det er en tradition, der har bundfældet sig – og som alle kan huske.

- En rigtig god fast tradition, der år efter år har samlet masser af gæster, men som også er med til sammenholdet i klubben styrkes. I år er det så, takket være Mette Frederiksen m.fl., sidste gang det sker i bededagsferien, og alle i loppeudvalget håber, at rigtigt mange vil være med til at slutte en æra på fornem vis, lyder opfordringen fra Jan Riis Hansen, mangeårig loppemarkedsforkæmper.

Har afhentet effekter siden 2022

Han han berette, at en stor flok trofaste hjælpere har været i gang med at hente effekter siden loppemarkedet 2022, så man er toptunet til at tage imod gæsterne i bededagsferien. 

– Både dødsboer, private depoter og containerpladsen er tømt og samlet på lager. Men skulle der være nogle borgere. Der har effekter, de ønsker at skænke, så afhenter vi stadig. Ring bare til Ejvind Andersen på 51814764 og aftal nærmere. Man kan også hjælpe os ved selv at aflevere effekterne ved Thyregod Hallen tirsdag den 2. maj. Så skal vi ikke flytte dem to gange, siger Jan Riis Hansen.

Der er blevet afhentet loppeeffekter blandt på genbrugspladsen i Give i fast rute siden midt 2022. Foto: Jan Riis Hansen

150.000 i omsætning – men de kommer ikke af sig selv

Et kig i kassemesterens kolonnebøger fortæller, at de seneste års omsætninger har været stødt stigende. Sidste år landede omsætningen på flotte 150.000 kroner, og loppeudvalget håber, at det igen i år vil lykkes at lave et pænt overskud. Et overskud der er til gavn for klubbens små og store i både håndbold- og fodboldafdelingen.
Men også et overskud man skal huske hvem, der står fadder til. For den slags gode penge kommer ikke af sig selv.

- Frem Thyregod har som mange andre en række ”Tordenskjolds Soldater”, der år efter år er klar til at give en hånd med, ligesom aktive og venner af foreningen hvert år kommer og hjælper og bruger loppemarkedet som kontakt til foreningen og til lokalsamfundet. Når de mange indsamlede lopper skal køres i hallen fra vort loppelager, er rigtig mange klar til at hjælpe med stærke hænder, biler med trailer og traktorer med vogne, og der står erfarne hjælpere parat i hallen, til at sortere og sætte tingene på den rigtige plads, fortæller Jan Riis Hansen.

Vil du gerne hjælpe til? Kombardo

Helt i samme ånd har han en klar opfordring til folket derude om at give et nap med. - Er man forældre til børn i klubben, er man selv aktiv eller har man bare lyst til at hjælpe med at skaffe penge til det store frivillige arbejde, der bliver gjort i klubben, men endnu ikke er blevet spurgt, så skal man endelig ikke lade sig holde tilbage.

Her er man mere end velkommen til at kontakte loppeudvalget, Søren Laursen på tlf. 50 56 20 87. Han kan helt sikkert kan finde et eller andet, du kan hjælpe med, for der skal bruges rigtig mange hænder, da der er meget andet på programmet end gamle loppeeffekter.

Til loppemarkedet kan man se forældre, ungdoms- og seniorspillere passe diverse boder, og i Frem-Baren vil flinke bartendere sørge for, at ingen gæster eller hjælpere går tørstige hjem. 

Så der er rigtig gode muligheder for at hygge sig og møde venner og bekendte i Thyregod Hallen – også over en øl eller en sodavand.

Prut bare alt det du vil

Jan fortæller, at loppeudvalget, ja hele byen faktisk, glæder sig rigtig meget til selve ”kampdagen”, hvor den store finale skal spilles.

- Fredag den 5. maj kl. 10.00, når dørene til loppemarkedet åbner, plejer der at være en kødrand af mennesker, der er klar til at gøre en god handel. Der bliver kæmpet og løbet om kap for at finde de bedste effekter. Både fredag og lørdag vil loppesælgere stå klar til at ”prutte om prisen” på de mange effekter. Her er det helt op til den enkelte at få tingene handlet til den rigtige pris.

Apropos gode traditioner, så byder loppemarkedets faste auktionarius Anders Børresen fredag kl. 12.00 velkommen til ”auktion over specielt udvalgte effekter”, og ifølge Jan er der igen i år rigtig mange fine ting, som skal under hammeren.

Mange frivillige er blandet ind i det store loppemarked i bededagsferien i Thyregod. Her er det gode folk, der er er ude med PR-skilte. Foto: Jim Hoff

Gratis rundstykker og lørdagsbanko 

En anden tradition er bankospillet, der kører lørdag den 6. maj klokken 9.00. Her starter dagen med gratis kaffe og rundstykker i hallen, og derefter er de morgenfriske bankomaner klar til det store bankospil kl. 10.00.

- Efter bankospillet kl. 12.30 åbner vi for lørdagens loppemarked med super tilbud og priser, der ikke er set billigere i hverken Lidl, Bilka eller Kirkens Korshær. Alt skal væk, for i Frem Thyregod har vi det princip, at ingen effekter bliver gemt til næste år . Det er nemlig kun nye gamle ting, der udbydes til salg, understreger den rutinerede loppemarkedsmand, der lige topper salgsfremstødet med at pointere, at ”Frem Thyregod har en masse gode effekter, du ikke vidste du manglede; så kom og gør et godt køb”.

Planen for næste år er klar 

Og han er ikke helt færdig med sit blændende pr-arbejde, for han har lige en lynhurtig udgangssalve til læserne her:

- Frem Thyregod byder velkommen til det sidste bededags-loppemarked, og når dørene åbnes fredag kl. 10.00, gælder det om at holde på både hat, stok, briller og løse tænder, for alle vil sædvanligvis først ind og gøre årets bedste køb i Thyregod Hallen. Vi har lige det, du søger, og vi glæder os til at se dig; i år uden corona restriktioner eller finanskrise.

Jan kan ydermere fortælle, at loppeudvalget har besluttet, at Frem Thyregod fra næste år afvikler loppemarked første fredag/lørdag i maj.

Kommentarer
* E-mailadressen vil ikke blive offentliggjort på hjemmesiden.
I BUILT MY SITE FOR FREE USING