29 Apr
29Apr

De syv streetfood madboder var placeret i indgangsområdet til skolen - og der var knald på lige fra "kick-off". En masse sultne elever stod klar til at lade sig forsyne med god, sund og lækker mad. Foto: Jim Hoff

Streetfood er vel ret beset noget, man forbinder med større byer som Københavnstrup og Aarhus. Men heldigvis er man ikke bleg for at tænke ud af boksen på friskolen i Filskov, og med den bagkant var det ingenlunde overraskende, at skolen torsdag ved middagstid netop diskede op med en gang sund og lækker streetfood. Hvordan det lige hænger sammen, kan du læse mere om lige her. 

Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk 

Vores Lokal Avis

FILSKOV: - Sådan måtte det da godt være hver dag. Det er bare lækkert med så meget god mad. Og så dufter det bare så godt på hele skolen. Ovenstående udsagn leverede to søde og storsmilende piger fra 3. klasse på Filskov Friskole torsdag formiddag, mens de stod i kø sammen med resten af skolens elever i skolens indgangsområde.

Her var der nemlig i bedste street food-stil stillet hele 7 madudskænkningssteder op med forskellige udgaver af ”dagens middag”. Et fantastisk skue – og som de to piger fra 3. klasse pointerede, så duftede det bare fantastisk. Det kunne godt minde om en god lokal jysk udgave af Fisketorvet i København.

Lærer Tine Pedersen forklarer her skolens elever, inden de kaster sig over aden, at alle retter er ekstra sunde og lavet på ene gode råvarer. Foto: Jim Hoff

Madkundskab er et eksamensfag

For at forstå konceptet bag dette herlige scenarie skal vi lige have fat i lærer Tine Pedersen, der udover dansk, matematik og kristendom også underviser i det, man i dag kalder madkundskab. 

- Vi har et valghold bestående af elever fra 7. og 8. klasse i madkundskab på skolen. Og som det er i dag, er det et eksamensfag, så der skal arbejdes seriøst med faget. Vi satte os derfor på holdet for at lave sund mad til en stor gruppe, og her var det jo helt naturligt, at det skulle komme resten af skolen til gode. Konceptet blev så streetfood, hvor vi laver 7 forskellige madsteder ud fra elevernes ønsker, fortæller Tine.

Og så må hun videre, for der hives i hende fra alle sider her kort før ”kampstart” ved madboderne. Der er lige nogle løse ender, de skal samles.

På rundtur i klasserne: Hvad kan I bedst lide?

To af gutterne på madholdet, Gustav og Mathias, forklarer så lidt dybere, hvordan det hele er foregået. 

- Vi har været rundt i alle klasserne og spurgt dem om, hvilket mad de bedst kan lide. De kom så med en masse bud, og vi har så lavet en madplan ud fra deres ønsker. Og så var det jo sådan, at det mad vi skulle lave skulle være sundt, forklarer de to unge herrer.

Efter rundspørgen blandt skolens elever kom der følgende ”kostplan” ud af det: Børnehaveklassen skulle have lasagne, hos 1. klasse stod den på ”Frøken Frikadeller”, 2. og 3. klasse kunne kaste sig over pizzaer, mens 4. klasse (som efter denne reporters mening havde vundet i lotteriet) skulle have boller i karry. 

5. og 6. klasse fik serveret pastasalat, 7. klasse excellerede i spaghetti bolognese, mens skolens 8. og 9. klasser kunne spise sig mætte i pita-kebab. 

Så er der serveret. Denne heldige unge mand balancerer her tilbage til klassen med en god gang boller i karry. Og det hele blev på tallerkenen under turen. Foto: Jim Hoff

Sund mad

- Vi har testet alle retterne på os selv, og det hele smager skidegodt. Og så er det jo også sund mad med grovpasta, økologisk kød og mel og gode grøntsager til. Det er vigtigt, at det bliver godt, for det er jo vores venner og skolekammerater, der skal spise maden, siger Gustav og Mathias med brede smil to minutter før boderne åbner.

De tidligere beskrevne madplaner pr. klasse/årgange skulle følges. Det vil sige, at eleverne skulle hente mad ved de boder, der var tilpasset deres årgange – og ikke gå på rov andre steder. 

Avisens udsendte kunne da godt se, at et par granvoksne gutter fra overbygningen med mundvand i øjnene havde kursen sat kursen mod den lækre lasagne til 0. klasserne ud fra devisen om, at ”en voksen mand bliver jo ikke mæt af en pita-kebab”.

Så gøres der klar i hjemkundskabslokalet, hvor der var stor travlhed denne torsag formiddag. Foto: Jim Hoff

Forældrene betalte gildet

Det skal da også lige noteres at skolens personale også havde kronede dage ved madboderne. Der blev gået til stålet og spist op her, skal vi hilse at sige.
Så alle blev mætte, også lasagnejægerne fra overbygningen, og det var en rigtig fin oplevelse at være med til, da Friskolens dygtige madkundskabshold bragte storbyskonceptet streetfood til viaduktbyen.

- Nu går der nok lige et par år, inden vi prøver det igen. Valgholdet består jo af elever fra 7. og 8. klasse, så dem der går i 7. nu, skal prøve noget andet til næste år, forklarer Tine Pedersen. 

Der var forældrene, der havde betalt for gildet. 15 kroner pr. ret var den helt igennem fair pris – og bedømt ud fra de brede smil og den liflige guffen og gnasken rundt i klasseværelserne – og på lærerværelset - var det mere end alle pengene værd.

Du kan se en masse fotos fra streetfood-dagen ved at klikke HER

Kommentarer
* E-mailadressen vil ikke blive offentliggjort på hjemmesiden.
I BUILT MY SITE FOR FREE USING