10 Apr
10Apr

Hos danbolig i Give har man fået hængt en række fotos op på væggene, der skal symbolisere de historiske relationer til Give-egnen. Her er det indehaver Lars Secher, der viser et kort fra bymidten i Give fra dengang, hvor fjernvarmen lå ganske få meter fra der, hvor danbolig ligger i dag. Foto: Jim Hoff

Som de fleste nok ved,  har Lars Secher overtaget danbolig fra tidligere indehaver Susanne Sandholm. Dette markeres nu officielt ved en reception den 20. april, hvor gæsterne samtidig kan få et kig på de helt nyrenoverede lokaler i Torvegade 5-7. 

Af Jim Hoff - jimehoff@gmail.com

Vores LokalAvis

GIVE: Ejendomsmægler Lars Secher og hans team inviterer torsdag den 20. april fra 15.00-18.00 til reception i de nyrenoverede butikslokaler i Torvegade 5-7 til Give. Her markeres det officielt, både at Lars har overtaget danbolig Give efter Susanne Sandholm, og at man nu står klar med helt nyrenoverede lokaler, hvor man har etableret både møde- og personalefaciliteter i stueetagen.
- Danbolig i Give har været en solid succes i mange år, og det lukrerer vi bestemt på. I takt med overtagelsen og de nye tider har vi så valgt at ryste posen lidt og spiller nu ud med en opgradering og en forskønnelse af lokalerne. Vi vælger at samle hele butikken her i stueetagen, fordi det er mere funktionelt og kundevenligt. Nogle af vores lidt ældre kunder er ikke så vilde med at skulle op ad trapperne til 1. salen, så nu har vi samlet både kontor- og mødefaciliteter her i stueplan, fortæller Lars Secher.

Mere brugervenligt

 Der er Lars Sechers ønske, at det nye hold omkring danbolig skal sætte sit eget præg på tingene, og på den konto har det været vigtigt, at få både kunderne og medarbejderne tættere på hinanden.
- Med de nye fine mødelokaler i stueplan bliver det hele lettere, mere bekvemt og brugervenligt. Samtidig får vi også mere liv i huset, for på 1. salen rykker der to nye lejere ind. Det er Benjamin Ravn fra Webtimisten, og så er det egnens nye lokale medie, Vores LokalAvis, der også får kontor her i huset. Vi har overordnet set samme dagsorden, for vi vil alle sammen byens bedste og arbejder for byens og områdets udvikling – så på den måde er der en fin synergieffekt mellem os og vores lejere, pointerer Lars Secher.

Lokal storytelling på væggene

 Han kan ydermere berette, at gode lokale håndværkere så absolut har vist sig fra deres bedste og mest effektive side i forbindelse med renoveringen.
- Den nye indretning samler os, vi kommer tættere på hinanden, og så får vi også med vores fotos på væggene sendt et klart signal om, at vi er Give-egnens mæglere, at vi er stærkt lokalt forankrede. Her kan man se billeder fra omegnsbyerne, ligesom der også er mere historisk orienterede billeder fra de go’e gamle dage på væggene – alt sammen noget der giver anledning til en god snak med kunderne, og som signalerer, at det er gamle Give kommune, der er vores fokusområde, siger Lars Secher.

Det store lokale i stueplan er blevet delt op i flere afdelinger med nyt mødelokale, personalefaciliteter og fælles kontorområde. Foto: Jim Hoff

Et godt hold sammensat af lokale kræfter

 Hos danbolig Give møder man et lokal sammensat hold med Givemanden ejendomsmægler Lars Secher i spidsen. Anette Knudsen, der arbejder med salg og vurdering, og sagskoordinator Birgitte Jæger er ligeledes begge gode lokale piger. Sagskoordinator Kristine Hede Junker er fra Bredsten og bor i Grindsted, mens kreditvurderingskonsulent for Nordea, Peter Borup, bor i Vejle.    - Det er Anette og mig, der står for salg, Birgitte og Kristine styrer sagsgangene og papirarbejdet, og så er Peter tilknyttet som konsulent omkring kreditvurdering. At vi nu har så skarp en rollefordeling og er så godt besat på alle poster, frigør mere tid til mig og Anette, så vi får mere tid til vores kerneydelse, salg af boliger. Vi har fået mere tid ude i marken hos kunderne, og det er vigtigt. Her gør vi det, vi er gode til – og det er konceptet, pointerer Lars Secher.

Klædt godt på til fremtidens boligmarked

 Hos danbolig Give har man et mantra om, at man aldrig går fra et møde, uden at man har aftalt et nyt møde.
- Det er vigtigt, at vi hele tiden er i øjenhøjde og er i stadig kontakt med vores kunder. Vi går meget op i at komme ud at møde vores kunder ansigt til ansigt. På den måde giver det meget bedre relationer, og på den måde kan man bedre ”mærke” hinanden og spore sig ind på de rigtige løsninger for kunden, understreger Lars Secher, der samtidig indadtil gør meget ud af, at man er et hold, hvor det handler om at spille hinanden bedre.
- Jeg føler, at vi som hold er rigtig godt klædt på til fremtiden i et boligmarked, der hele tiden udvikler sig. I 2015 kom der en ny boliglov, der som udgangspunkt skulle gøre det hele lettere. Men nej da - det gik lige modsat. Vi får til stadighed flere og flere papirer, der skal udfyldes, så den slags går der også en del tid med her i butikken, konstaterer Lars med er stille smil.

Nu med køberrådgivning

 Et nyt begreb indenfor ejendomsmæglerkonceptet er køberrådgivning. Den service tilbyder man også hos danbolig Give, der råder over flere certificerede køberrådgivere.
- Har man brug for køberrådgivning i forbindelse med et boligkøb, så er vi klar til en snak. Det er en klar fordel, at man her kan få en snak med en person, der kender begge sider af salgs- og købsteknikaliteterne. Et koncept, der bliver mere og mere brug for i takt med, at bolighandlerne bliver mere og mere komplicerede. Her går vi ind og rådgiver potentielle købere åbent og ærligt, forklarer Lars Secher.

Stabilt boligmarked i Give området

 Han kan berette om et stabilt boligmarked i Give. Man er endda lidt foran i forhold til sidste år. Der tegner sig ifølge Lars Secher et billede af, at flere og flere førstegangskøbere rykker til Give og omegn. Unge købere, der kommer til Give fra større byer som Vejle. Og det er der ifølge Lars flere årsager til.
- Renten er stigende, og det betyder helt enkelt, at man som køber får en del mere for pengene i Give end i eksempelvis Vejle. Og så er Give jo altså også en attraktiv by med et godt handels- og butiksliv, vi er en stationsby – og generelt hører vi fra vores udefra, at Give bare er en rigtig hyggelig by. Og netop den snak er vores nye købere gode til at videreformidle – og det giver på den måde og positiv omtale af byen og dermed også flere kunder i butikken.

De fine fotos på væggene med motiver hentet fra forskellige lokaliteter på Give-egnen signalerer, at man er en stærkt lokalt forankret ejendomsmæglerforretning. Foto: Jim Hoff

Realistisk at nå op på 6000 indbyggere i 2023

 Så er der hele det store byggeboom, der i disse måneder blæser med positive vinde hen over Give. Der skal over de næste par år bygges 300-400 nye boliger, heriblandt rigtig mange lejeboliger, og det er noget, der for alvor kan sparke gang i udviklingen i byen.
- Vi går ind i et spændende 2023, og det er min klare vurdering, at den målsætning man har hos Give Udviklingsråd om at nå et bosætningstal på 6000 borgere i 2030, absolut er realistisk. Og denne vækst af indbyggere vil medføre vækst hos butikslivet, byens og områdets mange foreninger skoler, institutioner osv. Så må vi bare håbe, at byens institutioner kan følge med det forventede børneboom. Jeg ved fra kunder, at man allerede nu er presset på plads i institutionerne, så vi må kraftigt håbe på, at kommunen er klar med nogle løsninger her, siger Lars Secher.

- Man får bare mere for pengene her i Give

Bottom line: I Give ser man ind i et stabilt boligmarked med en svag pil opad. Her ligger priserne nogenlunde fast uden de fra storbyerne så kendte udsving på op på 10 procent begge veje.
- For nu at skære det helt ind til benet: Man får bare meget mere for pengene her i Give, lyder udgangsbønnen fra Lars Secher.
Han glæder sig til sammen med sit team at tage imod besøg torsdag den 20. april, hvor der udover fremvisning af de nye flotte lokaler og mulighed for en snak med team danbolig Give også bydes på tapas og lidt godt til at skylle den lækre mad ned med.


Kommentarer
* E-mailadressen vil ikke blive offentliggjort på hjemmesiden.
I BUILT MY SITE FOR FREE USING