Komikeren Carsten Eskelund kan opleves på slap line i Huset tirsdag den 16. maj, hvor han optræder med sit show "Begrænset udsyn". Privatfoto
Den danmarkskendte comedyknægt fra Give Torben Chris har, akkurat som Egon Olsen, en plan. Han vil skaffe en masse gode grin til byen, og det kommer til at ske via hans fine netværk indenfor comedybranchen. Første mand på tallerkenen er Carsten Eskelund, der står klar med begrænset udsyn i Huset den 16. maj.
Af Jim Hoff - jimehoff@gmail.com
Vores LokalAvis
HUMOR: Det kan godt være, at der ikke har været så meget at grine af de sidste 2-3 år med corona, krig og eksistenstruede bededagsferier.
Men det bliver der nu for alvor rettet op på i Give, hvor den lokale komiker, Torben Chris, via sine netværksrødder ind i comedyscenen nu lancerer den første i en forhåbentlig lang række af pivhamrende sjove komikere, der får alle muligheder for at udnytte, at der på alle måder er højt til loftet i kælderen i Huset på Rådhusbakken.
Første mand med mikrofonen i hånden og det finurlige glimt i øjet bliver Carsten Eskelund, der i disse uger turnerer landet rundt med sit one-man show ”Begrænset Udsyn”. Genialt at ligge netop et show med det koncept i en kælder, fristes man til at sige, smiley.
Og hvad handler showet så om – udover at på plakaten kan se den gode Eskelund har skruet hovedet ned i et akvarium?
Progressiv forstokkelse?
Jo, i beskrivelsen hedder det: I en tid, hvor Svend Brinkmann (tidligere professor i almenpsykologi og kvalitative metoder på Det Humanistiske Fakultet på Aalborg Universitet) tjener styrtende på at fortælle folk de ikke skal jagte succes, kommer her et nyt show fra en, der har undgået den (altså succesen) i 22 år.
Her får man tankerne fra en mand midt i livet, der med en kombination af overtænkning og underhandling prøver at finde rundt i en verden, der forsøger at løse alle problemer på én gang.
Et show om balancen mellem progressivitet og forstokkelse.
Hvis man synes, det her lyder som Kasper Hjulmand på glatis efter et landskampnederlag til Kasakhstan, så er man ikke helt gal på den. Sidste sætning, skal retfærdigvis noteres, står for skribentens egen regning!
Nr. 2 ved DM i stand-up
Tilbage til studiet hvor vi ved, at Carsten Eskelund debuterede som komiker i 2000, hvor han fik andenpladsen i DM i stand-up-comedy – lige i haserne på Geo, der løb med 1. pladsen ved den lejlighed.
Eskelund var i 2002 vært på Den Ægte Vare som var et comedyshow, der turnerede i hele Danmark. De andre medvirkende var Anders ”Anden” Matthesen, Geo, Jacob Tingleff, Mick Øgendahl og Rune Klan. Siden 2003 har Carsten Eskelund været med på adskillige klubturneer for det danske comedybureau FBI, og han været radiovært på Radio 100 FM. Han har medvirket i Stand-up.dk,i Talegaver til børn og i Comedy Aid.
Han har også skrevet materiale til en række comedy-programmer og har deltaget i shows med Brian Mørk og Jonatan Spang. I 2021 optrådte Carsten Eskelund til Zulu Comedy Galla i 2012 og havde efterfølgende premiere på sit første one man show kaldet 'Sådan én man selv griner af', og han har desuden bidraget med materiale til TV 2 Zulus program Dybvaaaaad! med Tobias Dybvad.
Var det Eskelund, der opfandt den dybe tallerken?
Under coronapandemien rejste han i foråret rundt i landet sammen med Jan Gintberg i programmet 'Spritnyt - med Gintberg og Eskelund på DR', hvor de kiggede på opfindelser og gode ideer.
Det blev fulgt op samme efterår med programmet 'Gintberg, Eskelund og Den dybe Tallerken', hvor de tog udgangspunkt i store danske opfindere som Jacob Ellehammer og August Krogh og så på andre opfindelser i lokalområdet.
Med andre ord:
Det er en ud i comedyverdenen bevandret herre, der tirsdag den 16. maj står klar til at få tilhørernes lattermuskler sat i arbejde. Og husk nu, at selv om han optræder med begrænset udsyn, så er der altså stadig højt til loftet!
Billetterne til showet købes her