Vejle Kommune har givet en betinget tilladelse til fællesvarmeprojektet i Thyregod, og på en ekstraordinær generalforsamling har man fået stemt to vedtægtsændringer igennem. Privatfoto
Der er godt nyt for de borgere i Thyregod, der påtænker at blive koblet på fjernvarmen fra Give i den næste tid. Vejle Kommune har nemlig givet en betinget godkendelse af fællesvarmeprojektet.
Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk
THYREGOD: Der blev tændt et flot lys for fællesvarmeprojektet i Thyregod, Her tikkede en fax ind fra Vejle Kommune, hvoraf det fremgik, at man(kommunen) nu har givet en betinget godkendelse af fællesvarmeprojektet, hvor det store fokuspunkt er tilkoblingen af en række thyregodborgere til fjernvarmen i Give. Jean Darly fra Lokalrådet i Thyregod er glad for, at man nu er nået så langt i projektet. - Med den betingede godkendelse i land betyder det nu, at vi nu kan ansøge Energistyrelsen om ca. 6 millioner kroner fra Fjernvarmepuljen. Gives der tilsagn fra Energistyrelsen, bliver projektet endeligt godkendt, forklarer Jean Darly.
Besparelser i forhold til det oprindelige projekt
Han kan ydermere oplyse, at der nu er indledt en 4-ugers høringsfase frem til d. 8. juni. Der er tale om en offentlig høring samt en høring af Evida, Give Fjernvarme a.m.b.a. og RAH Net A/S. Og så er der fine besparelser i Thyregod-projektet i forhold til det oprindelige alternativ.
- En af Vejle Kommunes konklusioner er, at vores projektforslag viser en brugerøkonomisk besparelse i forhold det umiddelbare alternativ, som er individuelle luft-vand varmepumper, på mere end 6.000 kroner årligt for et såkaldt standardhus på 130 kvadratmeter, fortæller Jean Darly.
Og så var der også lige lidt nyt fra generalforsamlingen i fællesvarmeprojektet, hvor det var nødvendigt med en ekstraordinær generalforsamling den 11. maj i forhold til at få stemt to vedtægtsændringer i hus.
Vedtægtsændringer stem igennem
- På generalforsamlingen den 13. april foreslog bestyrelsen to vedtægtsændringer. Et meget overvældende flertal stemte ja. Men der var ikke mødt over 50 % af andelshaverne frem. Og derfor skulle der en ekstraordinær generalforsamling til.
- De to vedtægtsændringer blev vedtaget enstemmigt, o det betyder helt faktuelt, at selskabet nu hedder ”Thyregod Fællesvarme a.m.b.a.”. Det betyder også, at formanden ikke længere skal vælges på generalforsamlingen. Bestyrelsen konstituerer sig selv, forklarer Darly.
Konstitueringen på bestyrelsesmødet samme aften gik sådan: Bjarne Boysen formand Christian Feder næstformand Jean Darly ansvarlig for udsendelse af direkte mails og facebook-ansvarlig Iben Højgård mødereferent Søren Sørensen bestyrelsesmedlem